Legeskulpturerne er hhv. modelleret efter en måge og en reje og er bygget til, at man kan klatre og lege på dem. 

Træskulpturerne "flytter ind" på Byfælleden / Foto: GFS Ørestad

Arenakvarteret har fået to nye beboere, som Grundejerforeningen Ørestad City Syd har glædet sig rigtig meget til at byde velkommen. Det drejer sig om to legeskulpturer i træ, som er blevet placeret på Byfælleden. Skulpturerne er hhv. modelleret efter en måge og en reje.

Selv om skulpturerne er flyttet ind, er området omkring dem fortsat afspærret. Det skyldes, at de skal repareres, før man kan bruge dem. Reparationen foretages af Dansk Hulebyg og finder sted i uge 47, hvorefter de kan tages i brug.

Leg og ophold
Installationer er bygget specifikt til leg og ophold af den socialøkonomiske virksomhed Dansk Hulebyg, Børnekulturhuset Ama’r og en gruppe flittige og kreative børn fra Amager. Det var oprindeligt meningen, at skulpturerne skulle bruges på Kulturhavn Festival 2020, som desværre måtte aflyses. Nu har de i stedet fået et nyt hjem lige i hjertet af Arenakvarteret, hvor der bor mange børnefamilier.

Grundejerforeningen er glade for at have kunnet overtage skulpturerne, da det har været et stort ønske at få flere børnevenlige faciliteter til byområdet. Træskulpturer har desuden været et tilbagevendende tema på grundejerforeningens samtalevandringer med beboere, som har dannet grundlag for flere afsluttede og kommende udviklingsprojekter.

Midlertidige installationer
Legeskulpturerne er midlertidige installationer og kommer til at stå på Byfælleden i seks måneder med mulighed for forlængelse. Ørestads driftsfolk vil naturligvis passe godt på dem og jævnligt føre tilsyn med dem.

Det er end ikke fem år siden, Byfælleden blev etableret, men anlægget med den særligt vilde bynatur har udviklet sig meget. Bare i 2020 er det blevet meget tydeligere, at Byfælleden er et anlæg, man kan bruge og opholde sig på. Grundejerforeningen har nemlig placeret borde- og bænkesæt på området, lavet stisystem i det vilde græs og opført træbroer over det centrale vandløb.



Sådan kommer "træmågen" til at se ud. Med de nye legeskulpturer får børnene i byen et nyt og spændende sted at mødes og lege / Foto: Kultur S