En gruppe unge fra Ørestad Nord spiller basketball på multibanen i parken. Banen er til fri afbenyttelse for alle i området.
Bold &
bevægelse
Basketball på multibanen i Ørestad Nord.

I Ørestad kan du frit bruge de boldbaner og træningsfaciliteter, du finder i parkerne. Få hele overblikket her på siden.

 

Spil fodbold i parken

I Ørestad kan du spille fodbold i Byparken og på Grønningen.

Kunstgræsbanerne er frit tilgængelige, men følger en fast spilleplan, som du finder her. Formålet med spilleplanen er at give interesserede beboere, virksomheder, studiehold, foreninger og institutioner i Ørestad et fast sted at mødes for at spille fodbold – hver uge.

Uden for de skemalagte spilletider er banerne til fri afbenyttelse for beboere efter først-til-mølle-princippet. De ledige tider er beregnet til dig, der bare vil spille lidt fritidsbold med vennerne eller familien.

Der er ansøgningsrunder to gange om året, hvor lokale hold har mulighed for at søge om fast spilletid. Læs mere her.

 

To lokale studiehold kæmper på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

To studiehold spiller kamp på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

 

Dyrk fitness i det fri

I Ørestad har du gode muligheder for træning under åben himmel, og særligt tre steder er værd at se nærmere på. Vi starter i Syd og bevæger os nordpå:

1) Molepladsen på Richard Mortensens Vej ligger lige ud for 8Tallet og byder på et bredt udvalg af enkle træningsredskaber. Her træner du med Ørestads søer og skønne Kalvebod Fælled som kulisse. En frisk tur udenfor på det rigtige tidspunkt belønnes desuden med en spektakulær solopgang eller solnedgang. Se på Maps.

2) Fitnessparken omkring Ørestad Streethal byder blandt andet på en løbesti, som snor sig mellem beplantningen, og forskelligeartede træningsstationer hele vejen rundt om hallen. Redskaberne i parken er udvalgt i samarbejde med en træningskonsulent. Her er der monkeybars med ringe, balancestammer, push-up-bars, et street-workout-anlæg beregnet til træning med egen kropsvægt samt bokse og plinte til forskellige aktiviteter. Se på Maps.

3) Træningspavillonen på Grønningen byder på et bredt udvalg af træningsredskaber og gør det nemt for dig at træne i det fri. og så er den overdækket, så du kan træne i alt slags vejr. Se på Maps.

 

Træning i Fitnessparken rundt om Ørestad Streethal.

Fitnessparken omkring Ørestad Streethal byder på adskillige træningsstationer hele vejen rundt.

 

Multibane til basket og hockey

Hvis du er til basket og hockey, kan Grønningens multibane godt gå hen og blive dit nye yndlingssted.

På multibanen kan du spille begge dele – året rundt.

Banen er placeret lige ved parkens grillzone, og du spiller i skønne parkomgivelser med DR Byen som kulisse.

Multibanen er til fri afbenyttelse efter først-til-mølle-princippet.

 

En gruppe unge spiller basketball på parkens multibane.

Basketball er et hit på Ørestad Nords multibane.

 

Spil beachvolley i Byparken

I Byparken – få minutters gang fra både Bella Center St. og Ørestad St. – kan du spille beachvolley i grønne omgivelser.

Beachvolleybanen er anlagt af grundejerforeningen og er placeret centralt i parken.

Ligesom med grundejerforeningens andre faciliteter er banen til fri og gratis brug efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke bookes tid.

Find den på Maps her.

 

Du har rig mulighed for at dyrke bold og bevægelse på tværs af Ørestad. Prøv for eksempel beachvolley i Byparken.

Beachvolleybanen i Byparken er til fri og gratis brug efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke bookes tid.

 

Slå dine venner i petanque

Vidste du, at Ørestad også har flere petanquebaner, som du frit kan bruge?

Begge Ørestads centrale parker, Byparken og Grønningen, er indrettet med petanquebaner. Her kan du til enhver tid udfordre dine venner eller familien i et hyggeligt spil petanque.

Banerne er gratis at bruge – du skal bare have dine egne kugler med.

 

Petanque på Grønningen.

 

Bonustip #1: Aktivitetstaget Bella

Ud over grundejerforeningernes sports- og træningsfaciliteter byder Ørestad også på Aktivitetstaget Bella og Ørestad Streethal, som begge dækker et større område med rig mulighed for bold og bevægelse.

I Bellakvarteret nord for Ørestad City finder du Bellas farverige aktivitetstag, hvor du blandt andet kan spille basketball, hockey og fodbold, hoppe på små trampoliner, træne ved tagets træningsstationer og tage en 100-meterspurt.

Aktivitetstaget er tilgængeligt for alle og har åbent hver dag fra kl. 7-21. Læs mere her – og find det på Maps her.

 

Bold og bevægelse på aktivitetstaget Bella.

Bold og bevægelse på aktivitetstaget Bella. Foto: Bellakvarter

 

Bonustip #2: Ørestad Streethal

I Ørestads ejendommelige Streethal kan du spille fodbold, basket, floorball, bordtennis samt skate, klatre, træne, danse, dyrke yoga og meget mere. Hallen kan bookes enten som en forening eller som enkeltbruger. Det er gratis at booke og bruge hallen, og der er ofte ledige faciliteter til fri leg og bevægelse næsten alle ugens dage.

Læs mere om, hvordan du booker Streethallen her – og find den på Maps her.

 

Ørestad Streethal og Fitnesspark.

Ørestad Streethal & Fitnesspark.