Kunstgræsbanen på Grønningen i Ørestad Nord.
Kunstgræsbanen på Grønningen i Ørestad Nord.

Nye spilleplaner for kunstgræsbanerne i Byparken og Grønningen

I Ørestad kan beboere, virksomheder og studiehold ansøge om faste, ugentlige spilletider på grundejerforeningernes kunstgræsbaner. Efter en ansøgningsrunde i januar ser nye spilleplaner nu dagens lys. Spilleplanerne, som du kan se længere nede på siden, gælder fra den 3. februar til og med den 31. august 2025.

I Ørestad Nord har 37 holdnavne fundet vej til spilleplanen. De tæller bl.a. DR, IT-Universitetet og hold fra både Tietgenkollegiet og Grønjordskollegiet samt en række studiehold fra Københavns Universitet. Studieretningerne konkurrerer mod hinanden igennem foreningen Universitetsfodbold. Mange af holdene har brugt banen i årevis, og Ørestad Nord har tradition for, at kvarterets kollegier og universiteter skaber studieliv og fællesskab på tværs af uddannelserne.

I Ørestad City har 9 navne fået plads, herunder flere hold bestående af beboere samt lokale virksomheder som Rambøll, hvis medarbejdere får mulighed for at tilbringe tid efter arbejde med fodboldsko på. Derudover har institutioner og foreninger som Ørestad Skole, Ørestad Gymnasium, Ørestad Greens og Ørestad IF fået tildelt spilletid på banen, som de bruger i idrætsundervisningen, frikvartererne og til træning.

Uden for de skemalagte spilletider kan banerne benyttes efter først-til-mølle-princippet.

 

Kunstgræsbanen i Byparken i Ørestad City.

Kunstgræsbanen i Byparken i Ørestad City.

To ansøgningsrunder om året

For at understøtte banerne som lokale mødesteder administrerer grundejerforeningernes fælles sekretariat to ansøgningsrunder om året. Her kan beboere, lokale virksomheder, studiehold, foreninger og skoler ansøge om en fast, ugentlig spilletid – og få et fast sted at mødes og spille.

Årets første ansøgningsrunde er afsluttet, og traditionen tro er der mange, der har ansøgt.

Én ting er dog anderledes, end den plejer.

“Denne ansøgningsrunde og spilleplan byder på en stor ændring i form af timingen. Tidligere har vi nemlig haft ansøgningsrunder i april og september, men fra nu af vil ansøgningsrunderne ligge i januar og august,” forklarer Bertram Julius Krogh, der er ansat i grundejerforeningernes fælles sekretariat, og fortsætter:

“Eftersom mange af de mest aktive hold er studiehold, har vi valgt at ændre timingen for de halvårlige ansøgningsrunder, så de nu flugter med universiteternes studiestart i februar og september. På den måde vil nye spilleplaner altid træde i kraft i uge 6 og 36, hvilket forhåbentlig bliver nemmere for holdene at huske og forberede sig på.”

 

Universitetsfodbold på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

Universitetsfodbold på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

Spilleplaner for Ørestads kunstgræsbaner

 

Spilleplan for kunstgræsbanen i Ørestad Nord, som er gældende fra 3. februar til 31. august 2025.

 

Spilleplan for kunstgræsbanen i Ørestad City, som er gældende fra 3. februar til 31. august 2025.

Fakta om kunstgræsbanerne

Kunstgræsbanerne er drevet af Grundejerforeningerne Ørestad Nord og Ørestad City, der passer og udvikler områdernes parker og byrum.

Banerne er til enhver tid reserveret iht. spilleplanerne, men er til fri afbenyttelse uden for de skemalagte spilletider efter først-til-mølle-princippet. Banerne er også til fri brug i tidsrum, hvor hold med en given spilletid ikke benytter den. Man skal dog altid overlade banen til holdet, hvis de ønsker at benytte deres spilletid.

Aktivitetstilbuddet giver beboere, virksomheder, institutioner og studerende i Ørestad et fast sted at mødes og spille fodbold hver uge, mens bl.a. beboere, der ikke har mulighed for at organisere sig hver uge, kan bruge dem uden for de reserverede tider.

Her kan du følge med i, hvad der sker på banerne:

 

Foreningen Universitetsfodbold bruger kunstgræsbanen i Ørestad Nord til afvikling af deres turneringskampe.

Foreningen Universitetsfodbold bruger kunstgræsbanen i Ørestad Nord til afvikling af deres turneringskampe.