Anlæggelsen af parken begyndte i 2007, hvor de 60.000 kvm, der i dag udgør parken, var rømmet for byggepladsremedier.
Siden dengang har Grundejerforeningen Ørestad Nord blandt andet etableret boldbaner, insekthaver, blomsterbede, naturlegeplads, hængekøjer, trækfærge, hundegård og grillområde.
Udviklingen fortsætter med løbende tiltag og projekter.
Grønningen i 2010. I dag er beplantningen vokset til, og nye områder er etableret. Foto: Google
I parkens sydlige halvdel er der blandt andet etableret en trækfærge, en naturcontainer og en naturlegeplads.
Vandet spiller en central rolle i parken, hvor Den Landskabelige Kanal snor sig mellem bygninger og beplantninger og videre ud på Amager Fælled.
Dér, hvor kanalen bugter ved DR Byen og Jean Nouvels unikke Koncerthus, er der etableret en trækfærge i kanalen. Lokale kan derudover låne kajakker og både i sommerhalvåret, og i samarbejde med Københavns Naturskole har en naturcontainer med grej til at udforske dyrelivet fundet vej til Ørestad.
Aktiviteterne er søsat for at skabe gode rammer for, at beboere og besøgende kan opleve bynaturen og parkens vandelementer helt tæt på.
I parkens nordlige halvdel er der blandt andet etableret bede til regnvandsopsamling, insekthaver og picnicområder.