Her på siden får du inspiration til, hvad du kan spille, og hvor du skal tage hen, hvis du vil dyrke udendørs fitness eller spille lidt fritidsbold.
Du kan spille fodbold i Byparken i Ørestad City og på Grønningen i Ørestad Nord.
Banerne følger faste spilleplaner, som giver boldglade beboere, virksomheder, studiehold, foreninger og institutioner i Ørestad et fast sted at mødes og spille hver uge.
Uden for de skemalagte spilletider er banerne til fri afbenyttelse efter først-til-mølle-princippet.
Få mere at vide om kunstgræsbanerne her.
I Ørestad har du gode muligheder for træning under åben himmel, og særligt tre steder er værd at se nærmere på. Vi starter i Syd og bevæger os nordpå:
1) Molepladsen på Richard Mortensens Vej ligger lige ud for 8Tallet og byder på et bredt udvalg af enkle træningsredskaber. Her træner du med Ørestads søer og skønne Kalvebod Fælled som kulisse. En frisk tur udenfor på det rigtige tidspunkt belønnes desuden med en spektakulær solopgang eller solnedgang. Se på Maps.
2) Fitnessparken omkring Ørestad Streethal byder blandt andet på en løbesti, som snor sig mellem beplantningen, og forskelligeartede træningsstationer hele vejen rundt om hallen. Redskaberne i parken er udvalgt i samarbejde med en træningskonsulent. Her er der monkeybars med ringe, balancestammer, push-up-bars, et street-workout-anlæg beregnet til træning med egen kropsvægt samt bokse og plinte til forskellige aktiviteter. Se på Maps.
3) Træningspavillonen på Grønningen byder på et bredt udvalg af træningsredskaber og gør det nemt for dig at træne i det fri. og så er den overdækket, så du kan træne i alt slags vejr. Se på Maps.
Hvis du er til basket og hockey, kan Grønningens multibane godt gå hen og blive dit nye yndlingssted.
På multibanen kan du spille begge dele – året rundt.
Banen er til fri afbenyttelse efter først-til-mølle-princippet, og du spiller i skønne parkomgivelser med DR Byen som kulisse.
I Byparken – få minutters gang fra både Bella Center St. og Ørestad St. – kan du spille beachvolley i grønne omgivelser.
Beachvolleybanen er anlagt af grundejerforeningen og er placeret centralt i parken.
Ligesom med grundejerforeningens andre faciliteter er banen til fri og gratis brug efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke bookes tid.
Vidste du, at Ørestad også har flere petanquebaner, som du frit kan bruge?
Begge Ørestads centrale parker, Byparken og Grønningen, er indrettet med petanquebaner. Her kan du til enhver tid udfordre dine venner eller familien i et hyggeligt spil petanque.
Banerne er gratis at bruge – du skal bare have dine egne kugler med.
Ud over grundejerforeningernes sports- og træningsfaciliteter byder Ørestad også på Aktivitetstaget Bella og Ørestad Streethal, som begge dækker et større område med rig mulighed for bold og bevægelse.
I Bellakvarteret nord for Ørestad City finder du Bellas farverige aktivitetstag, hvor du blandt andet kan spille basketball, hockey og fodbold, hoppe på små trampoliner, træne ved tagets træningsstationer og tage en 100-meterspurt.
Aktivitetstaget er tilgængeligt for alle og har åbent hver dag fra kl. 7-21. Læs mere her – og find det på Maps her.
I Ørestads ejendommelige Streethal kan du spille fodbold, basket, floorball, bordtennis samt skate, klatre, træne, danse, dyrke yoga og meget mere. Hallen kan bookes enten som en forening eller som enkeltbruger. Det er gratis at booke og bruge hallen, og der er ofte ledige faciliteter til fri leg og bevægelse næsten alle ugens dage.
Læs mere om, hvordan du booker Streethallen her – og find den på Maps her.