Byfælleden er ikke en helt almindelig park, men lever derimod op til sit navn.
Som om Ørestads 3.500 hektar enorme naturparksnabo er skyllet ind over byen og har taget en stor bid.
En række af træpæle markerer skellet mellem by og natur. På den ene side af “hegnet” har vi den vilde, bynære natur. På den anden har vi bynaturen, som allerede rummer fine naturkvaliteter.
En undersøgelse af biodiversiteten, som Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter har fået foretaget, viser, at over halvdelen af de registrerede planter er vilde arter, der har spredt sig til Byfælleden naturligt.
Selv om man skulle tro, at det ville skabe de bedste betingelser bare at lade bevoksningen stå og passe sig selv, er grundejerforeningens særlige drift af området helt afgørende for, at det kan lade sig gøre.
Lokal regnvandshåndtering er derudover integreret i landskabsdesignet og hænger sammen med resten af bydelens kanalsystem, som bliver passet af Ørestad Vandlaug.
Og så er Byfælleden ikke kun til pynt. Den er også skabt til ophold og udforskning. Grundejerforeningen indretter den løbende med broer, trapper, stier og nye opholdsmuligheder.