Fra venstre: Steen Jürs, Udo Neu, Cristina Petersen, Sisse Veje, Anne Aage, Ole Rensbo og Bent Bugge. Foto: GFS Ørestad

Ny bestyrelse i Ørestad Syd

Generalforsamlingen i Grundejerforeningen Ørestad Syd er afholdt, og bestyrelsen byder velkommen til flere nye medlemmer.

Der er kommet ny bestyrelse i Ørestad Syd, og den byder på flere nye navne. Sisse Veje fra grundejeren NREP tiltræder som medlem af bestyrelsen, mens Bent Bugge fra KAB og beboer i 8Tallet Cristina Petersen er valgt som suppleanter. Velkommen til de nye ansigter!

Bestyrelsen består pr. 24. maj af:

  • Steen Jürs, formand (beboer, E/F Stævnen)
  • Anne Aage, næstformand (By & Havn)
  • Sisse Veje (NREP)
  • Ole Rensbro (beboer, AAB afd. 100)
  • Per Østergaard (Balder)
  • Cristina Petersen, suppleant (beboer, E/F 8Tallet)
  • Udo Neu, suppleant (beboer, E/F Skovhuset)
  • Bent Bugge, suppleant (KAB Ørestad Plejecenter)

 

I 2020 etablerede Grundejerforeningen Ørestad Syd parkarealet foran ejendommen Bastionen på Else Alfelts Vej. Skovparken er en del af Helhedsplanen, som løbende udføres i etaper.

Den unge skovpark ved ejendommen Bastionen på Else Alfelts Vej. Foto: GFS Ørestad

FOKUS PÅ BYLIV OG NY SKOVPARK

På generalforsamlingen blev sidste års drifts- og udviklingsprojekter gennemgået, og retningen for det kommende år blev sat.

I 2021 har grundejerforeningen blandt andet bidraget til Ørestad med flere byrumsmøbler, så der nu er borde og bænke i Parkrummet langs Richard Mortensens Vej, i lommeparken Mellemrummet og på cafépladsen ved 8Tallet. På fælledpromenaden er flere plantekasser forhøjet, så planterne ikke bliver ødelagt af hundetis; et forsøg, som forventes at blive udvidet til flere områder, hvor der er udfordringer med lave bede.

I september dannede søerne og kanalen på Robert Jacobsens Vej rammer om kvarterets traditionsrige Søfest og anderæs, og i november løb grundejerforeningens julearrangement af stablen med brændte mandler, gløgg, trylleshow og juleklip i Kirken i Ørestad. Og så deltog grundejerforeningen i samarbejdet om at få en kulturcontainer og byttecontainer til kvarteret.

I 2022 har grundejerforeningen allerede fået foretaget en analyse af trafiksikkerheden, som peger fremad mod mulige trafikprojekter i kvarteret, mens Økoskabet – en slags pakkeboks for friske råvarer – har fundet vej til Ørestad Syd.

Bestyrelsen vil i år fokusere på at få udført etape 11 af helhedsplanen for Ørestad Syd, som har været udskudt på grund af udfordringer med udlån af arealet som byggeplads. Det konkrete projekt er en ny skovpark på hjørnet af Else Alfelts Vej og Asger Jorns Allé. Skovparken er tredje del af Skovrummet, som er det grønne “bånd” på Else Alfelts Vej. Første del i den sydlige ende af vejen blev udført i vinteren 2018-19, mens anden del ved ejendommen Bastionen blev udført i efteråret 2020.

 

På hjørnet af Else Alfelts Vej og Asger Jorns Allé ligger et bart område, som i 2022 forvandles til en ny skovpark. Skovparken er etape 11 af Helhedsplanen i Ørestad Syd og udføres i efteråret 2022.

På den tomme grund på hjørnet af Else Alfelts Vej og Asger Jorns Allé bliver de første skridt mod endnu et grønt areal taget i år. Parken er etape 11 af helhedsplanen for Ørestad Syd. Foto: GFS Ørestad

HVAD LAVER GRUNDEJERFORENINGEN?

Ørestad Syd afgrænses af søerne i syd, Ejler Billes Allé i nord, fælledpromenaden i vest og Ørestad Boulevard i øst. Her kunne de første beboere i 2010 pakke flyttekasserne ud i 8Tallet og Stævnen. Siden da har kvarteret løbende fået nye indbyggere, og de sidste byggefelter er fortsat under udvikling.

Ligesom i Ørestads andre kvarterer er det grundejerforeningen og ikke kommunen, som passer og udvikler de grønne områder, pladser og private fællesveje. Foreningen er også en del af Ørestad Vandlaug, som passer bydelens kanaler og søer.

Alle de rekreative byrum i Ørestad Syd er etableret iht. helhedsplanen for området, som blev udviklet i 2016 i tråd med beboernes ønsker. Grundejerforeningen udfører helhedsplanen i etaper og etablerer således byrummene over en årrække.