Ørestad Syd har fået p-pladser til håndværkere i gadeplan

Som et forsøg har Grundejerforeningen Ørestad Syd etableret p-pladser til håndværkere. Pladserne er forbeholdt håndværkerbiler mandag til fredag kl. 9-14, men må bruges af alle resten af tiden.

“Det er en udfordring for dem, der skal have arbejde udført – og for de håndværkere, der skal udføre det – at de ofte er nødt til at parkere langt væk fra ejendommen og ikke kan parkere høje biler i p-husene,” forklarer Pia Vannacci Elnif, der er sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, og fortsætter:

“Samtidig er det også vigtigt, at der er plads til, at beboere og besøgende kan bruge parkeringspladserne i gadeplan til korte ærinder.”

 

Forsøg med syv pladser

Grundejerforeningen Ørestad Syd har forsøgt at balancere flere forskellige forhold, inden bestyrelsen har besluttet at etablere håndværkerparkeringspladser.

Der er som et forsøg oprettet syv p-pladser til håndværkere. Pladser kan findes på både Robert Jacobsens Vej, Richard Mortensens Vej og Else Alfelts Vej syd for Asger Jorns Allé. De er reserveret til biler med gule plader eller “papegøjenummerplader” mandag til fredag i tidsrummet 9-14, men må bruges af alle resten af tiden.

“Vi ved godt, at mange håndværkere starter arbejdsdagen allerede klokken 7 om morgenen og arbejder længere end til klokken 14. Men bestyrelsen har vurderet, at det fortsat skulle være muligt for beboere at parkere, når de skal til og fra deres hjem i myldretiden,” siger Pia Vannacci Elnif.

Hun uddyber desuden, at forsøget evalueres i løbet af året, hvorefter bestyrelsen vil træffe beslutning om, hvorvidt ordningen skal gøres permanent.

 

Kort over nye p-pladser til håndværkere i Ørestad Syd.

 

Fakta om parkering i Ørestad

  • Det er bestemt i lokalplanerne, at parkering i terræn skal være korttidsparkering, og at langtidsparkering af biler skal foregå i p-huse
  • Grundejerforeningerne Ørestad Syd, Ørestad Arenakvarter og Ørestad City har indført privat p-kontrol på deres områder
  • By & Havn driver 14 p-huse og udendørs p-pladser på tværs af bydelen. Derudover har blandt andre Field’s, DR og mange ejendomme egne parkeringsanlæg. Det er By & Havn og de øvrige p-husejere, der styrer priserne i p-husene

Læs mere om parkering i Ørestad her.