På billedet ses et p-skilt med teksten "Parkering forbudt". Skiltet er opstillet af Apcoa Parking for Grundejerforeningen Ørestad City.

Parkering: Nu starter den private p-kontrol i Ørestad City

Privat p-kontrol i Ørestad er fortsat på vej og er begyndt i Ørestad City. Men i resten af Ørestad går det ikke lige så hurtigt som ønsket.

Ørestad har længe haft udfordringer med ulovlig parkering, og der har været svingende kontrol og håndhævelse. Derfor er grundejerforeningerne i Ørestad City, Ørestad Arenakvarter og Ørestad Syd ved at overgå til privat p-kontrol på deres arealer.

“Desværre er overgangen til privat p-kontrol mere kompliceret end som så, og vi er ligesom alle andre i Ørestad kede af, at det ikke går hurtigere, end det gør,” siger driftschef i GFS Ørestad Christian Andersen.

Flere ting komplicerer overgangen. For selvom grundejerforeningerne selv ejer, passer og vedligeholder de private fællesveje i Ørestad, er Københavns Kommune myndighed på området. Det betyder, at alle skilte, planer for opsætning mv. skal godkendes af kommunen, inden det private p-kontrolfirma Apcoa Parking kan begynde at kontrollere områderne.

 

Grundejerforeningerne er i gang med at overgå til privat p-kontrol i Ørestad. På billedet ses et p-skilt i Sivegaden i Ørestad City med teksten "Parkering forbudt". Skiltet er opstillet af Apcoa Parking for Grundejerforeningen Ørestad City.

Sammen med Apcoa har Grundejerforeningen Ørestad City sat skilte op flere steder i Ørestad City – blandt andet i Sivegaden. Foto: GFS Ørestad

AFVENTER GODKENDELSE

“Sammen med Apcoa er vi i gang med at få privat p-kontrol og placeringen af vores skilte godkendt. Nogle steder er p-kontrollen trådt i kraft, mens vi en del andre steder fortsat venter på godkendelse,” uddyber Christian Andersen.

Men hvorfor tager det så lang tid?

Før den private p-kontrol kan blive indført, skal Københavns Kommune godkende grundejerforeningens skilteplaner og skilte, som så kan blive sat op. Først når skiltene er sat op, må Apcoa udføre kontrollen.

“Selvom det går for langsomt, går det heldigvis også fremad,” slutter Christian Andersen.

I denne uge er der begyndt at blive sat skilte op i Ørestad City – blandt andet i Sivegaden – og så kan den private p-kontrol starte dér.

FAKTA OM PARKERING OG P-KONTROL I ØRESTAD

  • By & Havn driver 15 parkeringsanlæg i Ørestad. Se hvor her
  • Field’s driver også store parkeringsanlæg på deres grund. Læs mere her
  • Grundejerforeningerne i Ørestad har hyret Apcoa til at varetage p-kontrol på bydelens private fællesveje, som foreningerne selv ejer og administrerer. Dette sker gradvist i løbet af 2021-22. Det vil altid fremgå af skiltning på vejene, når Apcoa fører kontrol i området. Læs mere her
  • Københavns Kommune administrerer parkeringsregler og p-kontrol på Ørestads kommunale veje samt de private fællesveje, som endnu ikke er overgået til Apcoa. Læs mere her
  • Flere parkeringshuse er kun for beboerne i den tilknyttede ejendom. Her vil det ikke være muligt at parkere som besøgende.