København er i år verdens hovedstad for arkitektur. Ørestads grundejerforeninger sætter i den anledning spot på byrummenes forvandling fra grus og græs til grønne oaser. Tag rundt og oplev Ørestad dengang og nu.
Har du besøgt Ørestads parker og grønne byrum for nylig, er du måske stødt på nogle store skilte, der er monteret på konstruktioner i træ og beton.
Skiltene er placeret otte steder i Ørestad og viser områderne, som de så ud engang.
“Nogle steder er det over 10 år siden, at billedet er taget. Grundejerforeningerne har siden da arbejdet med at forvandle byrummene og skabe hyggelige, grønne kroge mellem de høje bygninger,” siger Pia Vannacci Elnif, der er sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.
Arkitekturår i Ørestad
Skiltene er opsat i anledning af, at København i 2023 er verdens arkitekturhovedstad. Det er UNESCO og det internationale arkitektforbund UIA, der har valgt byen, og “arkitekturåret” er ankommet med events og projekter i hele hovedstaden.
Arkitekturåret er dog ikke kun for arkitekter, forklarer Pia Vannacci Elnif:
“Billederne gør udviklingen synlig for enhver. Der var engang, hvor de grønne byrum i Ørestad var lutter græs og grus, og alle altaner havde udsigt til kraner i øst og vest. I dag er mange områder forvandlet. Jeg synes selv, det er ret vildt at se, hvor stor forvandlingen har været.”
Kom med bag om udviklingsprojekterne her – og find skiltene for at se dem i virkeligheden.
Skilte med skovhjælp
Skiltene er opstillet af grundejerforeningerne i Ørestad, som passer og udvikler byrummene.
Konstruktionerne er skabt sammen med den lokale, socialøkonomiske virksomhed Amager Skovhjælpere, som foreningerne har arbejdet sammen med over mange år.
I Ørestad Nord står de blandt andet for bål til Sankthans og DIY-fuglehusværksted på Naturdag. De har derudover lavet installationerne på Ørestad Citys eventyrrute, og til Ørestad Syd har de bygget alt fra borde og bænke til broer og legeskulpturer.