Ørestads grundejerforeninger holder fast i traditionen med julelys i Ørestad – og i år er der tilmed nyskabelser. Blandt andet på broerne og begge sider af kanalen på Robert Jacobsens Vej.

Ørestad lyser op til jul

Ørestads grundejerforeninger holder fast i traditionen med julebelysning, som skaber lys og glæde i vintermørket. I år er belysningen udvidet, så flere af bydelens grønne områder lyser op til jul.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den danske vinter er mørk, og at der skal noget ekstra til for at gøre turen udendørs til en fornøjelse.

Lys i mørket er en af de ting, grundejerforeningerne i Ørestad sætter ind med ud over at passe og udvikle bydelens parker og byrum.

“Lys i vintermørket kan være med til at give os lyst til at gå en tur, bruge byen og bakke op om de lokale forretninger. Lys er noget af det, vi glæder os allermest til i julen og savner allermest, når den er overstået. Derfor prioriterer grundejerforeningerne julebelysning steder, hvor mennesker samles, og hvor belysning er praktisk muligt. Det er også en fast tradition at holde fast i lysene helt ind til marts, så der er ofte lidt uenighed om, hvorvidt vi skal kalde det jule- eller vinterlys,” forklarer Pia Vannacci Elnif, sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.

 

Julelys på træøen ved Ørestad Gymnasium. Træøen lyser op med hjælp fra Juleministeriet.

Træøen ved Ørestad Gymnasium.

 

Partner in Christmas

I 2022 indgik Grundejerforeningerne Ørestad City, Ørestad Arenakvarter og Ørestad Syd et nyt samarbejde med virksomheden Juleministeriet, som også står for julelys i Tivoli og på Strøget.

“I mange år er der blevet indkøbt flere lyskæder år for år, men det var lidt tilfældigt, hvordan det udviklede sig. Det har vi lavet om på. Sammen med Juleministeriet udviklede vi sidste år en ny plan for lysudsmykningen, og den har vi så bygget videre på i år,” siger Pia Vannacci Elnif og fortsætter:

”Sidste år fik vi rigtig mange positive tilbagemeldinger. Blandt andet var der en, som skrev til os, at der aldrig havde været flottere. Vi bliver rigtig glade for den slags feedback, og med den fik understreget, at juleministeren var et match, der godt kunne blive til noget mere.”

Sidste år fik vi rigtig mange positive tilbagemeldinger. Blandt andet var der en, som skrev til os, at der aldrig havde været flottere
Pia Vannacci Elnif, sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet

Ikke alle steder har strøm

Selvom der er mange ønsker og drømme til Ørestads julebelysning, er der et praktisk benspænd, som gør det svært at indfri alle foreningernes lysdrømme.

“Den største praktiske udfordring er faktisk strøm. Det er slet ikke alle steder, at der er strøm. Så det er altid lidt det muliges kunst, vi er ude i, når vi skal have julelys op. At etablere ekstra strøm kan nemlig være en væsentlig økonomisk udskrivning,” fortæller sekretariatslederen.

 

Vinterlys i træerne og på broerne på Robert Jacobsens Vej i Ørestad Syd. Broerne lyser op helt frem til marts 2024.

Vinterlys i træerne og på broerne på Robert Jacobsens Vej.

Julelys i stort træ i Byparken.

Træ i Byparken.

 

Julelys udvides i år

I 2023 har Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter haft mulighed for at etablere strøm, så Parkpladsen på hjørnet af Ejler Billes Allé og Richard Mortensens Vej har fået julelys i år.

Derudover har vi fået lys i domen og Prismehaven ved V-Huset, mens Ørestad Nord, som ikke havde julelys sidste år, igen i år skaber julestemning langs Universitetskanalen og flere steder på Grønningen.

 

Her kan du opleve julebelysningen:

  • Kanalen og sivegaden langs med Københavns Universitet, IT-Universitetet og DR Byen
  • Juletræ og ”flydende juletræ” på Grønningen
  • Langs med kanalerne på Ørestads Boulevard og Robert Jacobsens Vej
  • Broerne på Robert Jacobsens Vej
  • Træøen ved Ørestad Gymnasium
  • Prismehaven og domen ved V-Huset
  • Udvalgte træer ud for Brasseriet 8Tallet
  • Udvalgte træer ved Parkpladsen på hjørnet af Ejler Billes Allé og Richard Mortensens Vej

 

Kort, som viser, hvor der er julelys i Ørestads byrum.

 

Driftsopdatering 15.12.2023: Grundejerforeningernes bydelsdrift oplever tekniske udfordringer med julebelysningen på Robert Jacobsens Vej og arbejder på at løse problemet.