Grundejerforeningssekretariatet Ørestad har ansat Jakob Nagstrup Jensen i stillingen som Driftsansvarlig.
“Vi er rigtig glade for, at vi har fået Jakob med om bord som driftsansvarlig for grundejerforeningernes fællesarealer,” siger Pia Vannacci Elnif, sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.
Jakob er startet 1. februar og har ansvar for drift og vedligehold på tværs af grundejerforeningernes arealer. Lige fra veje, parker, legepladser og boldbaner til koordinering af biodiversitetstiltag, snerydning og tømning af skraldespande.
“Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og ser frem til at gøre Ørestad til et endnu bedre sted at bo og besøge. Bydelen har så mange potentialer, som jeg ser frem til at kaste mig ud i. Jeg glæder mig især til at være med til at fremme biodiversiteten gennem den måde, vi passer vores grønne områder på,” fortæller Jakob Nagstrup Jensen.
“Det er ret unikt for Ørestad, at grundejerforeningerne selv har ansvaret for bydelens parker, pladser og private fællesveje. Og forpligtende. Den røde tråd er derfor et højt driftsniveau i det daglige og et målrettet arbejde med bynatur og biodiversitet mellem bygningerne,” tilføjer Pia Vannacci Elnif.
Jakob er uddannet landskabsarkitekt fra Københavns Universitet og kommer med solid bygherre- og projektledelseserfaring. Senest har han været projekt- og byggeleder på anlægsprojekter i Københavns Kommune.
Se, hvem der udgør resten af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad her.