I Ørestad elsker vi døde træstammer. Her har et udtjent træ fået nyt liv på Grønningen, hvor et metrotog suser hen over parken.
Et udtjent træ har fået nyt liv på Grønningen i Ørestad Nord.

Døde træer får nyt liv i Ørestads parker

Ørestads haveaffald bliver ikke bare kørt på lossepladsen. Grundejerforeningerne genbruger nemlig alt, hvad de kan for at fremme biodiversiteten. Ikke bare egne døde træer, men også andres. Nu er et nyt læs med gamle træstammer kommet til.

Går du en tur i en af Ørestads parker, har du måske lagt mærke til kvashegn, bunker af grene eller træstammer mellem buske og træer. Det er ikke, fordi gartnerne har glemt at rydde op efter sig. Det hele er der af en grund.

“Døde træer, grenbunker og stendiger er guf for insekter. Derfor smider vi ikke bare træer ud, når de dør. Vi genbruger så meget som muligt, og vi tager også gerne imod fra andre steder,” siger sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet, Pia Vannacci Elnif.

I sommeren 2022 kom det første læs med stammer, og nu har endnu et læs fået nyt liv i Ørestad.

“Det virker næsten for godt til at være sandt at få over 100 år gamle træer foræret, fordi vi i Ørestad jo slet ikke har så gamle træer. Vi er rigtig glade for træstammerne, som både har en biodiversitetsmæssig og æstetisk værdi. Selvfølgelig er det ikke alle, som synes, de pynter, men de vil måske se med mildere øjne på dem, når de bliver mindet om, at de året rundt er med til at skabe flere og bedre levesteder for det naturlige liv i parkerne,” fortæller Pia Vannacci Elnif.

 

Døde træer tiltrækker insekter

Der er gode erfaringer med gamle træstammer i Ørestad. På Ørestad Nords Naturdag i 2022 hjalp børn fra kvarteret med at bore huller i træstammer til bænkebidere og biller. Træstammerne blev efterfølgende anbragt i parken Grønningen.

“Vi glæder os til, at orme, biller og andre smådyr med tiden vil flytte ind og bo i træet,” siger Pia Vannacci Elnif.

Her kan du blandt andet finde gamle træstammer i Ørestad:

 

Til Naturdag i Ørestad Nord i maj 2022 blev der boret huller i en gammel træstamme til bænkebidere og biller.

Til Naturdag i Ørestad Nord i 2022 blev der boret huller i en gammel træstamme til bænkebidere og biller. Børn fra hele kvarteret hjalp til med lave insektboet.

 

Bæredygtig drift i Ørestad

Det er ikke bare gamle træstammer og kvashegn, som er med til at gøre Ørestad til en bæredygtig bydel i København.

Ørestad er konstrueret med det for øje, og det er ikke kun i forhold til at genbruge gammelt træ og kvas til at gøre de grønne områder grønnere. Det gælder også i forhold til opsamling af regnvand. Når det regner, ledes regnvandet fra tagene i Ørestad ned i kanalerne og søerne. Derfra bruges det til vanding og sparer dermed kloden for unødig belastning, som det ville være, hvis man for eksempel vandede med drikkevand i stedet.

“Ørestad er på mange måder tænkt bæredygtigt fra starten, og grundejerforeningerne i Ørestad har også gennem flere år arbejdet strategisk med det. Både for at mindske de forbrugte ressourcer og dermed det fingeraftryk, de sætter på verden, men også fordi der er en økonomisk gevinst i det. Dét arbejde fortsætter vi med,” slutter Pia Vannacci Elnif.

Læs mere om den grønne omstilling i Ørestad her.

 

I foråret 2022 fik Skovpladsen i Arenakvarteret et boost med et læs flotte, gamle træstammer.

Du finder også over 100 år gamle træstammer på Arenakvarterets Skovplads. Den ligger ved Kalvebod Fælled Skole på hjørnet af Else Alfelts Vej og Ejler Billes Allé.

 

Døde træer bliver genbrugt i Ørestads parker, herunder Grønningen og Byparken. Her bliver de brugt til at skabe flere levesteder for dyr og insekter.

Døde træstammer på Grønningen.

 

På Grønningen er der blandt andet udlagt træstammer ved den bløde sti, som løber langs den trafikerede asfaltsti ved multibanen. Her tjener de døde træer samtidig den funktion, at cyklister ikke kan skyde genvej tværs over gangstien.

På Grønningen er der blandt andet udlagt træstammer ved den bløde sti, som løber langs den trafikerede asfaltsti ved multibanen. Her tjener de døde træer også den funktion, at cyklister ikke kan skyde genvej tværs over gangstien.