Natur spiller en vigtig rolle i oplevelsen af Ørestad, og det afspejler grundejerforeningernes udviklingsplaner for resten af 2024. Bliv opdateret på de mange spændende projekter her.
Skovrummet får park med legeplads
Grundejerforeningen Ørestad Syd har taget hul på arbejdet med at etablere en ny park og legeplads i den sydlige del af Else Alfelts Vej. Parken er næste etape af grundejerforeningens helhedsplan for Ørestad Syd, som bliver realiseret over en årrække.
I stedet for græs og spredte træer får området karakter af vild og varieret bynatur. Grundejerforeningen planter flere træer, og mellem dem bliver der gjort plads til to store lysninger, hvor der kommer en legeplads med inspiration fra fælledens natur.
Læs mere om planerne for området.
Parkfornemmelser bliver stærkere i Parkrummet
Ud over legepladsetapen fører Grundejerforeningen Ørestad Syd også et andet stort projekt ud i livet i år.
Foreningen udvider nemlig Parkrummet på Richard Mortensens Vej med mindre, grønne oaser, en pergola og en petanquebane.
Blomstrende træer og plantebede vil derudover være med til at skabe en fornemmelse af luft og afstand til vejen, mens der kommer forskellige pladser og nicher med borde, bænke og liggestole.
Ny legeplads er åbnet i Arenakvarteret
I 2023 indviede Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter sin nye Parkplads efter at have forvandlet den fra grusørken til parkområde. Områdets hovedattraktion blev dog forsinket på grund af både myndighedsgodkendelser og vintervejr.
Nu er ventetiden overstået, og mange har allerede stiftet bekendtskab med Ørestads nye legested.
Naturdag på Byfælleden
På Byfælleden har Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter allerede plantet 47 træer samt 150 buske og indkvarteret et ordentligt læs kæmpetræstammer, som man kan sidde og klatre rundt på.
Men lokale har meget mere leg med natur i vente på den anden side af sommerferien.
Lørdag den 24. august 2024 afholder grundejerforeningen nemlig et spritnyt event i form af en Naturdag.
Byfælleden skaber en naturlig overgang til Kalvebod Fælled, og den nærhed til naturen vil bestyrelsen markere med en særlig dag. På Naturdagen vil naturinteresserede i alle størrelser kunne deltage i aktiviteter, der bruger eller er inspireret af Arenakvarterets grønne omgivelser.
Byparken bliver endnu vildere
Bevæger vi os lidt længere nordpå til Ørestad Citys 70.000 m2 store Bypark, er der også godt med naturguf på vej.
Byparken er et populært og grønt knudepunkt, hvor man skal kunne mærke summen af liv højt og lavt som vidt og bredt. Den vision kommer Grundejerforeningen Ørestad City i år endnu tættere på at realisere, når parkens sydøstlige hjørne, som vender ud mod Ørestads Boulevard, får en kæmpe forvandling.
Området får et nyt stisystem og to åbne pladser, der egner sig til forskellige aktiviteter i det fri. Der bliver plantet helt ud til fortovet, så man straks bliver mødt af det grønne, ligesom der mellem træerne vil opstå en lysning i fælledgræs og et lille torv.
Bellahusparken får grøn makeover
Grundejerforeningen Ørestad City arbejder strategisk med at udvikle grønne åndehuller mellem de høje bygninger – både i størrelse large og small.
Sidstnævnte er der tale om, når foreningen i efteråret opgraderer Bellahusparken ved Bella Center St.
Parken fremstår i dag blottet og åben, men årets opdatering vil give især områdets yngste beboere og deres voksne bedre legemuligheder samt tilføje artsdiversitet i beplantningen. Grundejerforeningen håber derfor, at endnu flere får lyst til at bruge den grønne oase ved metrostationen.
Bliv klogere på Bellahusparken her.
Emil Holms Kanal er blevet grønnere
Som led i den langsigtede strategi for Ørestad Nord har grundejerforeningen i foråret omdannet en del af Emil Holms Kanal ud for pladsen, hvor Ismageriet ligger, til et grønnere og hyggeligere opholdssted.
Emil Holms Kanal bliver hver dag brugt af mange mennesker, som er på vej til og fra arbejde, hjem og studier. Forvandlingen er en form for pilotprojekt med forskellige plantepakker, hvor foreningen ser, hvilke planter der klarer sig bedst.
Projektet bliver evalueret senere op året.
Læg vejen forbi Emil Holms Kanal, spis en is, og vurdér selv!
Hold dig opdateret
Hvis du modtager grundejerforeningernes og Vandlaugets fælles nyhedsbrev, får du nyt om foreningernes projekter direkte i din inbox.
Du kan også følge Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug på Facebook, hvor der toppes op med løbende updates og små fortællinger fra byrummene.