Copenhagen Light Festival er i gang, og i Ørestad kan du opleve fem værker. Tag med på guidet lysvandring og oplev værkerne sammen med to erfarne lysdesignere. Køb billet her:
Træt af vintermørket?
Hop i dit varmeste tøj og oplev fem lysværker i Ørestad på denne guidede tur!
Copenhagen Light Festival (3.-26. februar 2023) er i gang, og i år er Ørestads grundejerforeninger og vandlaug vært for fem af værkerne.
Vi væbner dig mod vintermørket med en guidet lysvandring i Ørestad. På kun 3 kilometer kommer du forbi alle fem værker, hvor vi dykker ned i deres fortællinger og brug af omgivelser.
Derudover får du et stykke kage og en kop varm chokolade med flødeskum undervejs.
Så tag din familie, nabo eller venner under armene og oplev Ørestad i lysfestivalens skær. Vælg imellem tirsdag den 21. februar og torsdag den 23. februar kl. 18.30. Billetter koster 30 kr.
Erfarne lysdesignere guider dig
Lysvandringerne starter kl. 18.30 ved Robert Jacobsens Vej 87 og slutter i Byparken.
Dine guides på vandringen er lysdesignere Silla Findstrøm Herbst og Katrin Barrie Larsen, som begge er en del af kunstgruppen Tokyo Blue.
Silla har solid erfaring med arkitektonisk belysning i det offentlige rum og har før bidraget med lyskunst og vinterlys til Ørestad. Derudover har hun arbejdet som kunstfacilitator for Kulturpiloterne i Remiseparken.
Katrin har ligesom Silla arbejdet med arkitektonisk belysning, rådgivning og design. Derudover har hun været programkoordinator for Copenhagen Light Festival fra 2020-2022 og har derfor en masse viden om praktikken bag lysfestivalen.
Lysværkerne er finansieret af Grundejerforeningerne Ørestad Syd, Ørestad Arenakvarter og Ørestad City samt Ørestad Vandlaug og støttet af Amager Vest Lokaludvalg. Vandringerne er arrangeret i samarbejde med Ørestad Bibliotek.
Køb billet
Du kan vælge mellem to datoer:
- Tirsdag den 21. februar kl. 18.30 – 20.00
- Torsdag den 23. februar kl. 18.30 – 20.30
Billetter koster 30 kr. stk.
På turen d. 23. februar møder vi også kunstneren Mads Vegas, som står bag værket Candela Portal, på Byfælleden. Her giver han en eksklusiv artist talk om sit værk.