Sankthans på Grønningen var en succes med langt over 1000 deltagere. Arrangementet er vokset fra nabomøde til forankret bydelstradition.
Sankthans på Grønningen i Ørestad Nord.

2022: Året, der gik i Ørestad

Hvad skete der i Ørestads parker og byrum i 2022? Vi har samlet nogle af højdepunkterne fra året, der gik.

Lysfestival, Naturdag, insektsafari og p-kontrol: 2022 bød på mange spændende tiltag i Ørestad.

 

Ørestad deltog i Copenhagen Light Festival

Helt tilbage i februar løb Copenhagen Light Festival af stablen, og her var Ørestad vært for to unikke værker.

Lysfestivalen er kendt for at skabe helt unikke oplevelser, når lyskunsten møder byens vintermørke. Også i Ørestad, hvor to smukke værker trak tusindvis af lysturister til. Ifølge Copenhagen Light Festivals estimat var ca. 500.000 mennesker på lysrejse rundt i København.

Festivalen vender tilbage i 2023, og Ørestads grundejerforeninger og vandlaug undersøger lige nu mulighederne for at bringe nye lysværker til live.

 

Copenhagen Light Festival kom til Ørestad i 2022 med to flotte lyskunstværker.

 

Mere formidling om bynaturen og vandet i Ørestad

I 2022 førte grundejerforeningerne og vandlauget flere tiltag ud for at styrke formidlingen om bynaturen og vandet i Ørestad.

I Ørestad har børn og deres voksne for eksempel fået mulighed for at tage på insektsafari i kvarterets centrale park, Grønningen. Ved indgangen til parkens insekthave kan du blandt andet læse om arbejdet for at skabe nye levesteder for de vilde insekter, mens du kan nuppe et børnevenligt, illustreret hæfte og tage på insektsafari. Hæfter bliver fyldt op løbende fra marts til oktober.

Derudover er der poppet en håndfuld skilte op på tværs af Ørestad, som formidler viden om bydelens kanaler og søer. Her kan du blandt andet læse om vandrendernes funktion, kanalernes indbyggede skybrudssikring og den høje artsrigdom under vandoverfladen.

 

 

Grundejerforening faciliterede forløb om styrket erhverv i gadeplan

Handelslivet spiller en helt central rolle i hverdagslivet i Ørestad.

Derfor gik Grundejerforeningen Ørestad City i 2022 sammen med blandt andre Roskilde Handelsskole om et skræddersyet forløb om styrket erhverv i gadeplan. Forløbet havde til formål at styrke deltagerne i digitale og ledelsesmæssige aspekter af deres forretning og bidrage til et stærkere lokalt handelsmiljø.

Siden forløbets afslutning er der opstået flere gode samarbejder på tværs af deltagerne. For eksempel har tøj- og livsstilsforretningen Walk-In afholdt udsolgte modeshows hos Sensu Sushi.

Mange af deltagerne donerede desuden præmier til det store anderæs, som finder sted til Søfesten i Ørestad Syd. Og senest gik en håndfuld erhvervsdrivende syd for Asger Jorns Allé sammen om en jule- og nytårskampagne.

 

Baki, en af drivkræfterne bag Bellas Coffee Lab, chiller på taget af sin kaffekop i Byparken.

Baki og Belinay Dölek driver “kaffekoppen” i Byparken sammen og var blandt deltagerne i grundejerforeningens forløb om styrket erhverv i gadeplan. I 2023 åbner de Ørestads første kafferisteri.

 

Endnu flere levesteder for dyr og insekter

På tværs af Ørestad er der kommet flere levesteder og tankstationer for insekter til.

I Byparken og på Grønningen er der for eksempel bygget endnu flere kvashegn, som består af naturligt haveaffald fra den daglige drift af parkerne. Og så er døde træstammer – både her fra bydelen og fra andre parker i København – blevet genbrugt.

Grundejerforeningerne har desuden udvidet antallet af græsplæner, som kun bliver slået én gang om året. Når græsset får lov at stå, giver det naturen mulighed for selv at mangfoldiggøre sig, og nye arter kommer til.

Endelig kommer to af vinterens anlægsprojekter, Kaffebakkerne i Byparken og Parkpladsen i Arenakvarteret, med indbyggede biodiversitetsboosts. Begge områder er indrettet med masser af insektvenlig beplantning, og Parkpladsen er tilmed piftet op med fuglehuse samt et stort insekthotel.

 

Døde træer bliver genbrugt i Ørestads parker, herunder Grønningen og Byparken. Her bliver de brugt til at skabe flere levesteder for dyr og insekter.

Ørestad Nord har i 2022 fået døde træstammer, som er over 100 år gamle. Det er det rene guf for insekterne.

 

Ørestads-traditioner voksede

I 2022 gik udviklingen af Ørestads traditionsrige begivenheder fremad.

Det var blandt andet tydeligt til Sankthans i Ørestad Nord. Langt over 1.000 mennesker var her mødt op for at opleve sankthansbålet, ro sig en tur i kanalen og gå på skattejagt i parken.

Det samme gjorde sig gældende til Søfest i Ørestad Syd, hvor molepladserne ved 8Tallet blev helt sort af mennesker. I løbet af dagen var der sejlads, waterballs, havespil, klovneshow, legetøjsværksted og anderæs med 700 badeænder og 30 lokale præmier på højkant.

Tilbage i maj fandt Ørestads første Naturdag desuden sted i parken Grønningen. Her byggede børn og voksne fuglehuse, mens andre var på insektsafari, flettede med pil, bagte snobrød og nød parken til vands.

Begivenhederne udvikler sig for hvert år og er arrangeret af grundejerforeningerne og vandlauget.

 

Søfest og anderæs i kanalen på Robert Jacobsens Vej i 2022.

Flere end 1.000 mennesker var på pletten, da Ørestads Søfest løb af stablen for 11. gang. De 700 badeænder i det traditionsrige anderæs blev solgt på rekordtid.

 

Ny strategiplan for Ørestad Nord blev til med beboeres hjælp

Med en ny strategiplan er rammerne for udviklingen de næste 10 år i Ørestad Nord nu på plads.

Den første strategiplan for 2012-2022 tog udgangspunkt i et Ørestad Nord, hvor der var byggepladser og bygninger på vej overalt. Dengang var kvarteret præget af tomme byggegrunde og byggekraner, men i dag er der kun enkelte byggerier i gang.

Med den håndgribelige forandring har stemningen og udtrykket i kvarteret også ændret sig fra flade arealer, pionerånd og nybyggerstemning til mere bynatur og byliv. Det skift markeres med den nye strategiplan for 2022-2032.

Under udarbejdelsen samlede grundejerforeningens bestyrelse input fra hundredvis af beboere, ansatte og studerende i kvarteret, som har været med til at forme den.

 

Naturdag i Ørestad Nord. To børn undersøger dyrelivet i Den Landskabelige Kanal på Grønningen ved hjælp af grej fra parkens Naturcontainer.

Dyrelivet i kanalen bliver undersøgt med brug af grej fra naturcontaineren på Grønningen.

 

Grundejerforeningerne indførte privat p-kontrol på arealer syd for Vejlands Allé

Grundejerforeningerne Ørestad City, Ørestad Arenakvarter og Ørestad Syd er alle overgået til privat p-kontrol på foreningernes arealer. Det gælder blandt andet på veje som Robert Jacobsens Vej, i sivegader og på stikveje på tværs af bydelen.

Overgangen til privat p-kontrol var nødvendig, fordi Ørestad længe har haft udfordringer med ulovlige parkeringer – med svingende kontrol og håndhævelse.

Skiftet har haft en enormt positiv effekt på volumenen af biler, som holder parkeret ulovligt. Det skaber langt færre farlige situationer, da blandt andet brandveje og lege-/opholdszoner holdes fri for blokeringer.

Læs mere om parkering og p-kontrol i Ørestad her.

 

På billedet ses et p-skilt i Sivegaden i Ørestad City med teksten "Parkering forbudt". Skiltet er opstillet af Apcoa Parking for Grundejerforeningen Ørestad City.

I 2022 blev der indført privat p-kontrol i områder såsom denne gade i Ørestad City. Før overgangen til privat p-kontrol var Sivegaden et knudepunkt for ulovlige parkeringer.

 

Julelyset fik en smuk opgradering

Til grundejerforeningernes julearrangementer i Ørestad Syd og Ørestad City blev julelyset i byrummet tændt.

Og i år var der store nyskabelser.

Lysdesignets “nye klæder” er skabt specifikt til Ørestad i samarbejde med virksomheden Juleministeriet. Ud over en skov af træer er der blandt andet kommet lysgardiner på broerne på Robert Jacobsens Vej, på glasskulpturen i Byparken og på træbroen ved Ørestad Gymnasium.

Lyset kan opleves hele vinteren. Læs mere om det her.

 

Julelys på træøen ved Ørestad Gymnasium.

I samarbejde med Juleministeriet har Ørestads grundejerforeninger udsmykket vejtræer og broer med julelys.