I Ørestad har de lokale grundejerforeninger selv ansvaret for at passe og udvikle bydelens parker og byrum. Alle grundejere har mulighed for at deltage i bestyrelsesarbejdet, og det er snart tid til årets generalforsamlinger.
Fra Njalsgade i nord til søerne i syd strækker store, grønne områder og lommeparker sig side om side med kanaler og private fællesveje, som bydelens grundejerforeninger har ansvaret for.
Vi taler alt lige fra hundegårde, legepladser, fodboldbaner, snerydning og saltning til biodiversitetstiltag, vanding, træplantning, skraldespande, hundeposer, bylivspuljer og meget mere.
Grundejerforeningerne i Ørestad er med andre ord meget langt fra det, man normalt forbinder med en grundejerforening i et parcel- eller sommerhuskvarter.
Egentlig minder opgaverne langt mere om det, en teknik- og miljøforvaltning i en kommune normalt varetager, end dét en “almindelig” grundejerforening står for.
Men de ledes på samme måde – nemlig af frivillige bestyrelser.
Repræsentanter for de enkelte grundejere har stemmeret og kan stille op til bestyrelsen. Du kan blive repræsentant ved for eksempel at aftale med din ejerforening eller dit boligselskab, at du repræsenterer jer på generalforsamlingen; husk bare dokumentation i form af referat fra jeres generalforsamling, en fuldmagt eller lignende.
Bliv klogere på, hvordan du kan sætte dit fingeraftryk på Ørestad.
Årets generalforsamlinger
I 2025 finder generalforsamlingerne sted:
- Grundejerforeningen Ørestad Syd
Torsdag den 9. april 2026 kl. 16 - Grundejerforeningen Ørestad City
Tirsdag den 14. april 2026 kl. 16 - Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter
Onsdag den 6. maj 2026 kl. 16 - Grundejerforeningen Ørestad Nord
Tirsdag den 19. maj 2026 kl. 16

Hvad kan man få indflydelse på?
Da grundejerforeningerne selv forvalter deres veje, parker og andre områder – og alle er en del af Ørestad Vandlaug, som har ansvaret for bydelens kanaler og søer – har medlemmer af bestyrelsen indflydelse på, hvad der skal ske med byrummene.
For at varetage de særlige, lokale behov, og for at sikre sammenhængen på tværs af Ørestad, har grundejerforeningerne samlet kræfterne i et fælles sekretariat. Grundejerforeningssekretariatet står for den daglige drift, indkaldelser og referater fra møder samt den løbende økonomiopfølgning, projektledelse, borgerdialog og kommunikation.
I 2025 har grundejerforeningerne f.eks. bidraget til et bedre Ørestad med:
- Arrangementer som Sankthans og Søfest
- Åbning af Fuglelegepladsen
- Mere grønt langs Emil Holms Kanal
- Nyt byrum ved biblioteket
- Skræddersyede bænke til Skovrummet
- Hundegårde og hundeposer
- Fuglehuse, åkander og levesteder til padder
- Bylivspulje til lokale initiativer

I 2025 blev Byparken Sydøst, Bellahusparken og Parkrummet ved LeLop indviet.
Hvordan arbejder bestyrelsen?
Bestyrelsen i hver grundejerforening mødes 3-6 gange om året og består af 3-5 medlemmer og op til to suppleanter. Bestyrelsen godkender budgetter og regnskaber, igangsætter projekter og beslutter retningen for foreningens arbejde.
I løbet af året kan bestyrelsen også behandle aktuelle sager og forespørgsler eller deltage i forskellige arbejdsgrupper.
Bestyrelsen udpeger desuden én repræsentant til Vandlaugets bestyrelse og én til sekretariatets bestyrelse.
Sådan deltager du i generalforsamlingen
Medlemmer af grundejerforeningen – dvs. ejer-/boligforeninger, boligselskaber mv. – modtager senest 14 dage før generalforsamlingen en indkaldelse med tid, sted, dagsorden, årsrapport mv. Det er grundejerens kontaktperson/repræsentant, som modtager indkaldelsen.
Har du ikke modtaget materialet senest 14 dage før generalforsamlingen, eller ønsker du at deltage, selv om du ikke er repræsentant for en af grundejerne, kan du skrive en mail til kontakt@orestad.net.

Den sydlige ende af Skovrummet langs Else Alfelts Vej før og efter grundejerforeningens projekt.
