Grundejerforeningen Ørestad Syd fortsætter arbejdet med at møblere kvarterets grønne områder og har indrettet Skovrummet langs Else Alfelts Vej med bænke, der er skræddersyet til parkens ovale rum.
Siden 2017 har grundejerforeningen udført store dele af helhedsplanen for Ørestad Syd.
Helhedsplanen har sat retningen for tre gennemgående byrum – Kanalrummet, Parkrummet og Skovrummet – langs de nord-syd-gående veje.
Sidstnævnte er meget tæt på at være færdig, men der har manglet inventar, så man rigtigt har kunnet slå sig ned og nyde områderne.
Grundejerforeningen har derfor indrettet flere områder med flytbare stole og liggestole, og nu er Skovrummet udvidet med store, matchende bænke, der er skræddersyet til parkens ovale rum. Bænkene slynger sig langs rummenes kant, så man kan sætte sig langs kanten med en ryg af beplantning bag sig.

Skovrummet er møbleret med store, matchende bænke, der er skræddersyet til parkens ovale rum.
Legeplads lige om hjørnet
I den sydlige ende af Skovrummet er grundejerforeningen i gang med at opføre en stor legeplads med inspiration fra fælledens natur og dyreliv.
Når anlægsarbejdet er udført, og legepladsen er godkendt til åbning, vil Skovrummet udgøre et grønt bånd hele vejen fra Asger Jorns Allé og ned til søerne.
Bænkene er allerede på plads sammen med 150 træer og tre broer, der matcher broerne i resten af området og er skabt i samarbejde med Amager Skovhjælpere.
Bænkenes design er valgt i samarbejde med landskabsarkitekterne BOGL.

Skovrummets legeplads er ved at blive færdiggjort.
Fakta om Skovrummet
- Skovrummet er tegnet af BOGL
- Legepladsen i den sydlige ende er udviklet i samarbejde med CADO
- Grundejerforeningen Ørestad Syd er bygherre, og Grundejerforeningssekretariatet Ørestad er projektleder
- Grundejerforeningen har siden 2017 arbejdet med at realisere helhedsplanen for kvarteret, som sætter retningen for Ørestad Syds parker og byrum. Der er f0r længst plantet over 1.000 nye træer
- Når legepladsetapen er afsluttet, vil Skovrummet strække sig fra Asger Jorns Allé og helt ned til søerne. Molepladsen er også del af helhedsplanen og kan først etableres, når det sidste byggeri og dets restarbejder er afsluttet.

Den nordlige del af Skovrummet blev færdiggjort og indviet i 2023. I dag er næsten hele Skovrummet færdigt.