Åkanderne og nøkkeroserne står smukt i Bydelskanalen på Arne Jacobsens Allé i Ørestad City. En fiskehejre nyder også vejret denne smukke sommerdag.
Sådan så kanalen på Arne Jacobsens Allé ud i juli 2021. Åkanderne på billedet er flyttet et andet sted hen, mens 54 nye allerede er flyttet ind. Foto: GFS Ørestad

Nu kommer der åkander i kanalen på Arne Jacobsens Allé igen

I flere år levede der åkander i kanalen på Arne Jacobsens Allé, men de blev flyttet tilbage til deres oprindelige placering på Kay Fiskers Plads i efteråret 2021. Nu har Ørestad Vandlaug sat 54 nye åkander i kanalen. “Der hører åkander til Bydelskanalen,” siger bestyrelsesformand.

Har du savnet åkanderne på Arne Jacobsens Allé?

Så er du langt fra den eneste.

I perioden maj 2018 til november 2021 kunne beboere og ansatte i området nyde de smukkeste nøkkeroser og åkander i kanalen. Her var de dog kun til låns, mens HUB1-byggeriet stod på ovre ved Kay Fiskers Plads.

Før 2018 boede vandplanterne i det trappeformede bassin mellem Ørestad St. og Ørestad Bibliotek, hvor de havde adresse i mange år. Da arealet blev udlånt som byggeplads i 2018, rejste det spørgsmålet: hvad kan vi gøre for, at åkanderne overlever?

Løsningen viste sig at være enkel.

Vi flytter dem lige rundt om hjørnet.

 

Åkanderne, som boede i Bydelskanalen fra 2018-2021, samles op for at blive flyttet tilbage til deres oprindelige placering ved Ørestad St.

Store flyttedag i november 2021. Åkanderne, som boede i Bydelskanalen fra 2018-2021, samles op for at blive flyttet tilbage til deres oprindelige placering ved Ørestad St. Foto: GFS Ørestad

HJEM-UDE-HJEM

Valget faldt på Bydelskanalen på Arne Jacobsens Allé – ikke langt fra Kay Fiskers Plads. Her kunne åkanderne bo midlertidigt, indtil byggeriet var færdigt, og bassinet var reetableret. Det blev det i slutningen af 2021, hvor et nyt spørgsmål rejste sig: hvad gør vi nu?

I løbet af de år, der var gået, var åkanderne blevet en fast del af Bydelskanalen. Mange beboere og ansatte nød hver dag de smukke vandplanter, hvilket blev endnu mere tydeligt, da “flytningen” blev annonceret.

“Skal der så slet ikke være nogen åkander tilbage i Bydelskanalen? Har ellers syntes, at de pyntede så fint dér,” lød en af beskederne til Vandlaugets og grundejerforeningernes fælles sekretariat GFS Ørestad.

En besked, som i den grad vækker genklang hos Vandlaugets bestyrelse:

“I Vandlauget er vi fuldstændig enige: der hører åkander til Bydelskanalen,” siger bestyrelsesformand André Just Vedgren og fortsætter:

“Vandlauget arbejder løbende med planterne i kanalerne. Åkander løfter den æstetiske oplevelse af Bydelskanalen, og når man først har set den med åkander, er det svært at forestille sig den uden. Det er blevet tydeligt i det halve år, hvor åkanderne var flyttet hjem til Kay Fiskers Plads. Nu har vi købt 18 nye åkandefamilier, som kommer til at pryde kanalen i mange år fremover.”

 

Åkanderne og nøkkeroserne står smukt i Bydelskanalen på Arne Jacobsens Allé i Ørestad City. En fiskehejre nyder også vejret denne smukke sommerdag.

Åkander i kanalen på Arne Jacobsens Allé i sommeren op til flytningen. Den lokale fiskehejre nyder også vejret (og måske en fisk) denne smukke sommerdag. Foto: GFS Ørestad

54 NYE ÅKANDER ER FLYTTET IND

Åkander er smukke og sætter et mærkbart præg på de områder, de lever i. Men de er hverken billige eller helt nemme at have med at gøre, når de skal sættes. Det fortæller projekt- og bæredygtighedskonsulent i GFS Ørestad Susanne Raben Rasmussen:

“Når vi køber åkander, skal projektet være tænkt helt igennem. Bunden i Ørestads kanaler og søer består generelt af et hårdt lerlag, som der ikke må gå hul på. Derfor skal der ofte nogle bestemte planter og endda beholdere til. For at skåne lerbunden planter vi åkanderne i kasser, som skal placeres nænsomt ved hjælp af en kran uden at skade hverken bund eller plante.”

Ifølge Susanne Raben Rasmussen kommer de nye åkander desuden ikke til at være lige så prægtige som dem, der var til låns. I hvert fald ikke lige til at starte med:

“De eksisterende åkander fra Kay Fiskers Plads er op til 30 år gamle, hvilket de nye tilflyttere ikke kan hamle op med. I starten kan de derfor være lidt svære at få øje på. Der kan godt gå et år eller to, før de vokser helt op til overfladen og blomstrer. Men vi sørger for at passe rigtig godt på dem og resten af livet i kanalen,” forklarer hun.

Der er i alt plantet 54 åkander i 18 kasser.