På fælledpromenaden i Ørestad Syd og Arenakvarteret har grundejerforeningen hævet plantekummerne med en halv meter. Det har sikret bedenes overlevelse, fordi de nu undgår at blive tisset ihjel.
Fælledpromenaden i Ørestad Syd bliver hver dag brugt af hundredvis af mennesker, der er ude at lufte hunden eller gå en tur langs kanten af fælleden. Langs promenaden har der fra starten været plantebede.
Plantebede, som grundejerforeningerne i Ørestad Syd og Arenakvarteret har kæmpet for at passe og få til at se pæne ud.
“Vi oplevede desværre, at planterne døde, fordi de dagligt blev tisset på af kvarterets mange hunde. Det er åbenbart svært for hundeejerne i området at få hunden til at tisse andre steder. Derfor har vi måttet se os om efter alternative løsninger for at give blomsterne en chance til,” siger sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Pia Vannacci Elnif.
Forsøg gav pote
Som et forsøg på at redde planterne udskiftede Grundejerforeningen Ørestad Syd i 2021 et par af de lave kummer med højbede.
“Forsøget viste sig at være en stor succes. Da planterne ikke længere blev tisset ihjel, kom der fut i kummerne. Blomsterne kunne endelig folde sig ud og vokse til,” fortæller Pia Vannacci Elnif.
Derfor har grundejerforeningerne nu udvidet projektet til resten af fælledpromenaden ved at hæve alle bedene og sætte nye blomster og planter.
Plantetyve slog til i ly af natten
Det var dog ikke længe, at spadsereturen langs promenaden også kunne byde på fyldte plantebede.
En morgen var flere kummer nemlig ribbet for planter.
I ly af natten havde ukendte gerningsmænd stjålet en del af planterne, så bedene igen så kedelige ud.
“Planterne er sat i byrummet, så beboerne kan få glæde af dem. Det er noget af en mavepuster, at de så bare bliver stjålet. Nu planter vi kummerne til igen, mens vi inderligt håber, at plantetyvene selv køber deres planter fremover,” slutter Pia Vannacci Elnif.