Flere steder i Ørestad er der opsat huse til humlebier.
De “røde huse” i Byparken og på Grønningen er beregnet til humlebifamilier. Hvert år sørger grundejerforeningerne for, at fire nye kolonier flytter ind i “humlehusene.”

Huse til humlebier: 4 nye familier flyttet ind i Ørestads parker

I Byparken og på Grønningen har Ørestads grundejerforeninger opsat huse til humlebier, og hvert forår flytter fire nye familier ind. Bierne bidrager til livet i parkerne.

Måske har du set dem, de “røde huse.”

Der er fire af dem i Ørestad: to i Byparken i Ørestad City og to på Grønningen i Ørestad Nord.

De kunne sagtens forveksles med forvoksede fuglehuse. Men det er huse til humlebier.

 

En af humlebifamilierne bliver indlogeret i Byparken.

En humlebifamilie bliver indlogeret i Byparken.

 

Timing ikke tilfældig

“I Ørestad holder vi meget af humlebierne, som bidrager til livet i parkerne og bestøver vores frugttræer og blomster. For at øge bestanden i nærområdet og hjælpe bynaturen lidt på vej sørger vi hvert år for at indlogere fire nye humlebifamilier i de røde huse. Bierne ankommer i “madkasser,” der er indrettet med et depot af sukkerholdigt vand, så de kan få en god start. De begynder dog hurtigt at tilpasse sig de nye parkomgivelser,” forklarer Jakob Nagstrup Jensen, som er driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet.

Det er ikke tilfældigt, hvornår humlebierne flytter ind. Deres lejekontrakt har med vilje ingen overtagelsesdato, da indflytningen afhænger af årstidens vejrskifte. Først når nattens kulde er væk, og de nektarrige blomster er på kanten af vokseværk, kan bierne flytte ind.

“Med en hel solskinsuge bag os og op til 17 graders varme kan vi roligt byde bierne velkommen,” siger Jakob Nagstrup Jensen.

 

Humlebi.

En sulten humlebi lader sig fotografere midt i sin dans med en alm. honningurt i Ørestad Nord.

 

Tankstationer for insekter

I Danmark findes 21 arter af redebyggende humlebier. Mange af dem er truede, blandt andet fordi deres naturlige levesteder forsvinder.

Humlebier er afhængige af blomster med masser af nektar og pollen. Derfor bliver bierne anbragt i parkerne, hvor der er masser af insektvenlige blomster, der også er dejlige at se på.

I Ørestad prioriterer grundejerforeningerne tiltag for at fremme bynaturens spise- og levesteder højt. Foreningerne arbejder strategisk med at indrette byrummene med tankstationer for insekterne – lige fra valget af blomster og plantemix til placeringen og udformningen af grønne områder.

 

Grønningens naturlegeplads er også indrettet med et af de karakteristiske røde huse til humlebier.

Grønningens naturlegeplads er også indrettet med et af de karakteristiske røde huse til humlebier.