Kunstgræsbanen i Ørestad Citys Bypark.
Kunstgræsbanen i Byparken, Ørestad City.

Vintersæson 2023-2024: Ansøg om fast spilletid på kunstgræsbanen

Skal dit hold have fast, ugentlig spilletid på kunstgræsbanen i Ørestad Nord eller Ørestad City? Der er åbent for ansøgninger til vintersæsonen til og med den 8. oktober 2023.

Det er efterår, og med fald af både temperaturer og løv kommer traditionen tro en ny ansøgningsrunde, hvor spilletiderne på Ørestads kunstgræsbaner skal fordeles.

Spiller du for et hold med tilknytning til Ørestad, og vil I spille på kunstgræsbanen ved DR Byen eller i Byparken?

Så skal du læse videre.

 

Sådan ansøger du

For at ansøge skal du udfylde et online ansøgningsskema.

Ansøgningsfristen er søndag den 8. oktober 2023. Efter denne dato udarbejdes spilleplanen for vintersæsonen (24. oktober 2023 – 31. marts 2024).

Gå til ansøgningsskemaet.

 

Hvem kan ansøge?

Alle med tilknytning til Ørestad kan ansøge om fast spilletid på kunstgræsbanen.

Du kan ansøge på vegne af et hold, en virksomhed, en forening eller en institution.

“Formålet med banerne er at give beboere, virksomheder, studiehold, foreninger og institutioner i Ørestad et fast sted at mødes for at spille fodbold hver uge. Uden for de skemalagte tider er banerne til fri brug for beboere,” forklarer Bertram Julius Krogh, der er kommunikationsmedarbejder i Grundejerforeningssekretariatet.

Det er grundejerforeningerne i henholdsvis Ørestad Nord og Ørestad City, der driver kunstgræsbanerne på Grønningen og i Byparken.

“Vi oplever hvert år stor interesse for banerne. I Ørestad Nord får vi typisk 45-50 ansøgninger, og så mange hold er der ikke plads til i spilleplanen. Derfor prioriterer vi lokale hold og for eksempel skoler højest,” uddyber Bertram Julius Krogh.

 

To lokale studiehold kæmper på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

To lokale studiehold kæmper på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.