Ørestads parker og byrum er designet til at blive brugt. Mange steder kan du derfor finde faciliteter såsom grillpladser til fri brug. Her er de tre vigtigste steder for dig, som vil fyre op for grillhyggen:
1) Grønningen i Ørestad Nord. Parken har en grillzone, hvor du kan byde dine gæster på intime og grønne omgivelser i læ for vinden – og god plads til at sætte en grillstemning over.
2) Byparken i Ørestad City. Parkens “grill-ø” er omringet af stenblokke, hvor du kan sætte din grill. Der er også containere til kul.
3) Molepladserne i Ørestad Syd. Ved Ørestads søer har du ikke blot grillpladser stillet gratis til rådighed, men også hovedstadens smukkeste horisont som bagtæppe.
På Grønningen har du desuden mulighed for at samle vennerne eller familien om et bål. Parkens bålplads blev etableret som et fast sted at fejre Sankthans i Ørestad Nord. Arrangementet er vokset støt og samler over 1.000 mennesker til nabohygge, skattejagt og bålfest.
Hvert forår fylder grundejerforeningerne Ørestads parker og byrum med de karakteristiske Ørestadsstole.
De fleste steder er stolene flytbare, så du kan placere dig bedst muligt i forhold til sol, læ eller aktiviteter i det fri. Andre steder er de sat sammen i en rundkreds.
Stolene har forskellige farver, alt efter hvor du opholder dig. I Ørestad Nord er de sorte og panggule, mens de i Ørestad City kommer i limegrøn og god, gammeldags postkasserød. I Ørestad Syd er stolene olivengrønne.
Mellem V-Huset og Porthuset i Ørestad City ligger en lommepark ved navn Prismehaven, og her gemmer et af de mere finurlige mødesteder sig; nemlig Domen.
Her er du velkommen til at hænge ud og drikke din morgenkaffe, læse din bog, vande planterne, søge ly fra regnen og hygge med venner og familie.
Domen var oprindeligt en del af et projekt om luftkvalitet i byen i 2021. Da projektet sluttede, købte Grundejerforeningen Ørestad City bygningen og møblerne for at tilbyde de lokale et nyt sted at mødes.
Hvor? Prismehaven, Ørestads Boulevard 59-61
Leder du efter det perfekte sted at slå benene ud og dase hen i grønne omgivelser, så besøg Grønningen i Ørestad Nord. Her kan du nyde en god bog eller podcast i en af parkens hængekøjer.
Køjerne er hængt op i et frodigt bakkelandskab med udsigt til Den Landskabelige Kanal, Tietgenkollegiet og Københavns Universitet.
Hvor? Grønningen, Rued Langgaards Vej 16
Har du brug for et sted at pause den, er Mellemrummet i Ørestad Syd en anbefaling værd.
Denne lille oase ligger lige mellem Else Alfelts Vej og Richard Mortensens Vej, hvor den er omkranset af høje bygninger og derfor udgør et pauserum i ly for solen.
Terrænet og de sjove “klipper” gør, at Mellemrummet skiller sig ud rent æstetisk. Dertil har parken et es gemt i ærmet i form af et underjordisk “mistanlæg,” som laver en sirlig tåge.
Et perfekt sted at lade sig køle ned i sommervarmen – eller nyde en bid mad fra et af kvarterets spisesteder.
Hvor? Richard Mortensens Vej 78