Pergolaer på Else Alfelts Vej.

Midlertidige installationer på Else Alfelts Vej er baseret på genbrug

Har du også lagt mærke til pergolaerne på Else Alfelts Vej? Grundejerforeningen har overtaget de midlertidige installationer fra et tværfagligt studieprojekt og givet dem nyt liv i Ørestad Syd.

Installationerne stammer fra projektet Architecture in Common – Leave No One Behind, som kunne opleves samtidig med Verdensarkitekturkongressen i Bella Centret i starten af juli.

Fra 30. juni til 9. juli var en parkeringsgrusplads i Bellakvarter omdannet til et midlertidigt byrum med træer, planter og siddesteder.

Nu har Grundejerforeningen Ørestad Syd overtaget de midlertidige installationer og givet dem nyt liv på en klippet græsplæne på Else Alfelts Vej.

 

Midlertidige pergolaer og bænke er opsat på en græsplæne på Else Alfelts Vej.

Installationerne tager både form som bænke og pergolaer.

 

Et tværfagligt samarbejde

Installationerne er designet og bygget af tværfaglige grupper af studerende fra NEXT, Det Kongelige Akademi og Københavns Universitet.

“De studerende sagde over en bred kam, at det havde været en god og lærerig proces at skulle arbejde sammen med folk med andre fagligheder. For de arkitektstuderende var det især en oplevelse at skulle konstruere pavillonerne selv. For snedkerlærlingene var det rart at være med til designprocessen, som de normalt ikke er involveret i,” fortæller Ørestad Innovation City Copenhagen, som faciliterede samarbejdet.

Få mere at vide om projektet her.

 

Nye byrumsmøbler i Skovrummet på Else Alfelts Vej.

Nye byrumsmøbler i Skovrummet på Else Alfelts Vej.

 

Fokus på opholdsmuligheder

Grundejerforeningen arbejder i øjeblikket på en plan for indretningen af de etablerede områder, og flere tiltag er allerede udført.

Sidst på foråret opsatte foreningen en håndfuld pop-up-møbler, og senest er inventaret udvidet med faste, mørkegrønne byrumsmøbler fra HAY. Møblerne er placeret rundt omkring i de mange nicher på vejene syd for Asger Jorns Allé. Der er blandt andet kommet møbler til i Skovrummet på Else Alfelts Vej, og den nye park åbnede således med spritnye møbler.

 

Møbler til låns i Skovrummet på Else Alfelts Vej.

Midlertidige møbler i Ørestad Syd.