Der har været begået hærværk på nøgleboksen, som har nøglerne til bådene i Ørestad Syd. Grundejerforeningerne har anmeldt episoden til Politiet, og den betyder desværre, at det er slut med både i Ørestad Syd resten af året.
Nøgleboksen til bådene er brudt op.

Hærværk politianmeldt: Ingen både i søerne resten af året

En nøgleboks med nøgler til bådene i Ørestad Syds søer er forsøgt brudt op. Hærværket er anmeldt til Politiet og får som konsekvens, at bådene ikke lånes ud mere i år.

“Vi har anmeldt hærværket til Politiet, og det betyder desværre, at det er slut med både i Ørestad Syd for i år,” siger Kim Jansen, der er driftsleder i Ørestad Vandlaug.

 

Nøgler forsvandt en efter en

Selv om hærværket var sidste streg i regningen, er det ikke den eneste. Tidligere på året har der nemlig også været udfordringer med udlån af bådene.

“Uafhængigt af hærværket er alle nøgler forsvundet fra boksen. Da vi satte bådene i vandet i maj, var der 10 nøgler. Så forsvandt de en efter en, og i juli var der ingen tilbage,” fortæller Kim Jansen og fortsætter:

“Vi bad brugerne om at aflevere dem tilbage, så andre også kunne få glæde af bådene, og så dukkede der heldigvis to nøgler op. Nu er de altså væk igen, og nøgleboksen er ødelagt.”

Vandlauget har også både to steder i Ørestad Nord, hvor der ikke er samme problemer. Her vil man fortsat kunne låne bådene, hvis man er oprettet i lånersystemet.

 

Far og to sønner ror sig en tur i søerne.

 

Tilbage efter tre års pause

Bådene er ejet af Ørestads beboere, virksomheder og institutioner i fællesskab via Vandlauget, som ejer og passer bydelens kanaler og søer.

Siden indvielsen af søerne i 2010 har der været tradition for, at der var både og kajakker i vandet. Dette så beboere og besøgende kan nyde kvarteret til vands.

Mellem 2020-2023 sad bådene imidlertid på bænken. Pausen skyldtes, at bådene blev brugt om natten, at de ikke blev afleveret tilbage, og at udstyret ofte ikke blev låst af.

“Der er tale om, at de få ødelagde det for de mange,” sagde Kim Jansen i forbindelse med relanceringen af bådene i maj 2023.

Det er der stadig tale om.