Gruspladsen på Richard Mortensens Vej med det kække navn Parkpladsen.
Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter har længe drømt om at omdanne Parkpladsen fra grusareal til lommepark. Nu bliver drømmen realiseret. Foto: GFS Ørestad

Fra grusplads til lommepark: “Parkpladsen kommer endelig til at leve op til sit navn”

Bruger du området omkring Lille Kalvebod, kan du glæde dig til mere park. Gruspladsen på hjørnet af Richard Mortensens Vej og Ejler Billes Allé får nemlig et grønt løft, som både skal tiltrække insekter og mennesker.

Har du undret dig over gruspladsen ved Lille Kalvebod, er du ikke den eneste. Den såkaldte Parkplads ligger lige imellem Byfælleden og rækkehusene i Parkkvarteret og Skovkvarteret og emmer ikke ligefrem af bynatur.

Det vil sige indtil nu.

Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter har længe drømt om at omdanne Parkpladsen fra grusareal til lommepark, og i efteråret bliver drømmen realiseret.

“Vi har glædet os til at give beboerne et nyt grønt åndehul, hvor man har lyst til at opholde sig. Parkpladsen kommer endelig til at leve op til sit navn med træer, buske, blomster og fuglehuse,” fortæller bestyrelsesformand Ola Hvamstad.

Grundejerforeningen har desuden ansøgt fondsmidler til at gøre Parkpladsen endnu mere attraktiv – for eksempel med legeredskaber og byrumsmøbler.

“Vi har flere konkrete idéer oppe at vende og krydser fingre for, at de ansøgte fonde kan se potentialet i Parkpladsen, som med tiden får Kirken i Ørestad som kulisse,” siger Ola Hvamstad.

Den nye Parkplads er udviklet i samarbejde med grundejerforeningernes driftsoperatør Grøn Vækst. Anlægsperioden er oktober til november 2022.

 

 

Bestyrelsesformand Ola Hvamstad og bestyrelsesmedlem Torben Simonsen bor begge to i Arenakvarteret. Begge glæder sig til den nye lommepark.

Bestyrelsesformand Ola Hvamstad og bestyrelsesmedlem Torben Simonsen bor begge to i Arenakvarteret. Begge glæder sig til den nye lommepark. Foto: GFS Ørestad

NABOER SATTE RETNINGEN

Udviklingen af Parkpladsen har været på tegnebrættet i flere år og udspringer af beboernes egne idéer.

I 2019 inviterede grundejerforeningen beboere med på samtalevandringer i Arenakvarteret. De gode inputs fra turene har givet anledning til flere tiltag på Byfælleden samt opgraderingen af Skovpladsen på hjørnet af Else Alfelts Vej og Ejler Billes Allé i slutningen af 2020.

Samtalevandringerne blev fulgt op af en workshop on location på Parkpladsen i 2021, hvor foreningen inviterede naboerne til at komme med deres ønsker og idéer til udviklingen. Workshoppen gav mange gode inputs og understregede det store ønske om at begrønne pladsen – med fokus på at fremme områdets værdi som mødested og tankstation for insekter.

Disse møder har været med til at forme det konkrete projekt, som nu skal realiseres.

 

Parkpladsen i Arenakvarteret.

Snart er det slut med dette syn. Beboere kan i stedet glæde sig til et parkområde i tråd med visionen for Arenakvarteret. Foto: GFS Ørestad