Smuk almindelig blåfugl fotograferet og registreret på Byfælleden i Ørestad Arenakvarter.
Smuk blåfugl fotograferet og registreret på Byfælleden i Ørestad Arenakvarter. Foto: GFS Ørestad

Hjælp os med at finde og registrere arter i Ørestads bynatur

I efteråret 2022 får GFS Ørestad foretaget en undersøgelse af biodiversiteten i Ørestads bynatur. Du kan bidrage ved at registrere dine artsfund online.

De grønne og blå arealer i Ørestad er levested for mange arter ud over os mennesker.

I 2019 samarbejdede GFS Ørestad med en biolog om den første baseline-registrering af biodiversiteten i Ørestad (du kan læse rapporten her). Undersøgelsen tog udgangspunkt i fire af bydelens grønne områder og viste blandt andet, at den særlige drift og udvikling af grønne byrum i Ørestad skaber nye levesteder for dyr og planter og mulighed for, at arter kan sprede sig fra Amager og Kalvebod Fælled til bynaturen.

Denne sommer følger GFS Ørestad undersøgelsen op for at se, om det målrettede arbejde med biodiversitet i bydelsdriften og udviklingen af nye byrum har ført til endnu mere liv.

Og netop artsdiversiteten kan du hjælpe med at registrere!

 

Far og søn på insektsafari i Ørestad Nords centrale park Grønningen.

Tag på insektsafari i Ørestads parker og grønne rum og se hvor mange forskellige insekter, du kan finde. Her bliver der ledt i et af de tæt beplantede områder i parken Grønningen i Ørestad Nord. Foto: GFS Ørestad

REGISTRER DINE ARTSFUND

Du kan bidrage til undersøgelsen ved at indberette artsfund via de offentlige databaser, der samler viden om Danmarks natur.

Biologerne inddrager nemlig også registreringer, der er indberettet af brugerne, når de kortlægger biodiversiteten af arter i Ørestad. Hvis du registrerer dine artsfund, vil de derfor indgå i optællingen, og du er med til at kortlægge de dyr og planter, som lever sammen med os.

Det eneste, du skal gøre, er at oprette en bruger på Arter.dk og Naturbasen og registrere dine fund med lokalitet. Billeder er valgfri. Alle fund registreret inden den 1. august 2022 kommer med i undersøgelsen. God bio-jagt – og tak for hjælpen!

 

Stor kålsommerfugl fotograferet i Grønningens Insekthave i Ørestad Nord.

Stor kålsommerfugl fotograferet midt i et festmåltid i Grønningens Insekthave i Ørestad Nord. Foto: GFS Ørestad