Den tredje af Ørestads grundejerforeninger har afholdt sin årlige generalforsamling. Bestyrelsen i Ørestad City ser blandt andet frem til et år med flere store parkprojekter i vente.
Fra venstre: Heidi Ejstrup, Mia Ellgaard, Mette Nicolaisen, Thue Stahl, Bettina Lange, Henrik de Gier.

Hils på bestyrelsen i Ørestad City

Den tredje af Ørestads grundejerforeninger har afholdt sin årlige generalforsamling. Bestyrelsen i Ørestad City ser blandt andet frem til et år med flere store parkprojekter i vente.

Bestyrelsen består pr. 24. april 2024 af:

  • Mia Ellgaard, formand (E/F Copenhagen Golfpark)
  • Henrik de Gier, næstformand (Skanska)
  • Bettina Lange (KLP Ejendomme)
  • Heidi Ejstrup (E/F Bjerget)
  • Thue Stahl (E/F Ørestadshuset)
  • Mette Nicolaisen, suppleant (Ørestad Skole)
  • Janek Gram, suppleant (Field’s option 2)

 

Stort skilt i Byparken, som viste området dengang og nu.

Stort skilt i Byparken, som viste området dengang og nu.

Det er ikke nok at være rammesætter længere. Det var der, vi startede for 10 år siden, og det har været en god og frugtbar strategi. Nu er billedet skiftet til, at grundejerforeningen og sekretariatet vokser som aktører i bydelen. Vi sætter ikke kun rammerne for liv, men er en del af det
Mia Ellgaard, bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad City

Store og små fortællinger om Ørestad City

På generalforsamlingen gennemgik Mia Ellgaard bestyrelsens beretning for 2023.

“Sammen med de andre grundejerforeninger i Ørestad satte vi sidste år fokus på den forvandling, vi som forening har været med til at skabe i byrummene. Det gjorde vi med store skilte på tværs af bydelen, der viste de forvandlede områder dengang og nu,” fortalte bestyrelsesformanden og fortsatte:

“Og så fra den store fortælling til de små. I 2023 arbejdede vi videre med at formidle de små og ofte usynlige fortællinger, der gemmer sig i byrummene. Ørestad er ikke gammel sammenlignet med andre bydele. Alligevel er vi en bydel med en historie i bogstaveligste forstand og en historie, der vokser. Ørestad City skal være sjov at udforske og lære mere om, og det sætter vi spot på med de små fortællinger.”

 

Kaffebakkerne og et af skiltene, som formidler Ørestads små fortællinger.

Grundejerforeningen startede Kaffebakkerne med nogle jordbunker og ganske få farver – og endte med en frodig blomsterhave. Historien bag bakkerne er derudover en af Ørestads små fortællinger, som man kan læse, mens man er på stedet.

 

Kaffebakker og blomster under banen

I 2023 indviede Grundejerforeningen Ørestad City Kaffebakkerne ved Bella’s Coffee Lab med livemusik, musikbanko, kaffe og cupcakes.

“Det glædede os at se så mange til åbningen af Kaffebakkerne. Vi startede projektet med nogle jordbunker og ganske få farver og endte med en fin og frodig blomsterhave. Et dejligt, lille sted at gå en runde eller måske nyde sin friskbryggede Ørestads-kaffe,” sagde Mia Ellgaard.

Som et forsøg, og med tilladelse fra Metroselskabet, byttede grundejerforeningen derudover 200 kvadratmeter jord under metrohøjbanen ud med ny muld og insektvenlige blomster.

 

Blomster under metrobanen i Ørestad City.

Forsøg med insektvenlige blomster under metroen i Ørestad City.

 

Fastelavnsfest og loppemarkeder skabte byliv

Ud over sine egne aktiviteter støttede grundejerforeningen en række events, som havde til formål at fremme bylivet i Ørestad City.

“Grundejerforeningen har både i år og sidste år støttet fastelavnsarrangementet i Byparken med et pengebeløb fra bylivspuljen. Til dels fordi det er en dejlig, dansk tradition af fejre fastelavn. Og til dels fordi det er en sjov aktivitet for børn og barnlige sjæle i en tid på året, hvor man venter lidt på foråret,” forklarede bestyrelsesformanden, og fortsatte:

“I bestyrelsen ønsker vi stadig at aktivere sivegaden som handelsstrøg og et byrum, man har lyst til at bruge. Derfor har vi støttet Ørestad Loppemarked, som virkelig bidrager med god stemning og byliv i sommermånederne. Særligt Københavns længste loppemarked i sivegaden har gjort Ørestad bemærket ude i byen.”

Bylivspuljen støttede desuden Sound & Science Festival samt workshops i Byparken med biodiversitet i børnehøjde.

 

Et af de populære loppemarkeder i Byparken, som Grundejerforeningen Ørestad City støtter med midler fra sin bylivspulje.

Et af de populære loppemarkeder i Byparken, som Grundejerforeningen Ørestad City støtter med midler fra sin bylivspulje. Foto: Ørestad Loppemarked

 

Vinterlys skaber byliv om vinteren

Byliv skal dog ikke blot være en sommerting.

“Det har stor værdi for bydelen, at der også i de mørke måneder er noget, der binder det udendørs Ørestad sammen og gør det rart at være her. Også efter klokken fire om eftermiddagen. Derfor investerer vi gradvist i at udsmykke vores byrum med vinterlys og udvidede i 2023 med lys i Prismehaven. Det er planen, at vi bygger videre på det samlede lysdesign løbende,” uddybede Mia Ellgaard.

I både 2023 og 2024 deltog Ørestad City desuden i Copenhagen Light Festival sammen med resten af Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug.

 

Værket TETRA af Nicolas Paolozzi kan opleves i Byparken i Ørestad fra kl. 17-22 i perioden 2.-25. februar 2024. Foto: Bertram Julius Krogh

Lysværket TETRA var udstillet i Byparken under Copenhagen Light Festival 2024.

 

Det har stor værdi for bydelen, at der også i de mørke måneder er noget, der binder det udendørs Ørestad sammen og gør det rart at være her. Også efter klokken fire om eftermiddagen. Derfor investerer vi gradvist i at udsmykke vores byrum med vinterlys og udvidede i 2023 med lys i Prismehaven. Det er planen, at vi bygger videre på det samlede lysdesign løbende
Mia Ellgaard, bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad City

Byparken og Bellahusparken vokser

Efter sin beretning om det forgangne år berørte formanden, hvad foreningen fokuserer på i 2024:

“I 2023 har vi projekteret Bellahusparken og Byparken Sydøst, og i 2024 kommer udførelsen. Det ser vi frem til! Jeg håber, at de nye områder bliver taget lige så godt imod som de mange andre forandringer, vi har lavet gennem årene.”

Bestyrelsen skal derudover udarbejde en ny strategiplan for udviklingen af Ørestad City.

“Det er ikke nok at være rammesætter længere. Det var der, vi startede for 10 år siden, og det har været en god og frugtbar strategi. Nu er billedet skiftet til, at grundejerforeningen og sekretariatet vokser som aktører i bydelen. Vi sætter ikke kun rammerne for liv, men er en del af det. Det skal vores nye strategi afspejle,” sluttede Mia Ellgaard.

Endelig støtter bylivspuljen i 2024 aktører som Ørestad Loppemarked og Hørestad (Ørestad Klassiske Musikfestival), som er med til at skabe byliv.

Læs referatet fra generalforsamlingen her.

 

Bellahusparken før anlægsarbejdet.

Bellahusparken ved Bella Center St. Området får en grøn makeover i 2024.

 

Hvad laver Grundejerforeningen Ørestad City?

Ligesom i resten af Ørestad er det grundejerforeningen, og ikke kommunen, som passer og udvikler de grønne områder og private fællesveje i Ørestad City. Det drejer sig blandt andet om Byparken, sivegaden langs metrobanen og kvarterets mange lommeparker.

Foreningen er også repræsenteret i Ørestad Vandlaug, som passer bydelens kanaler og søer.

Et af grundejerforeningens første træk var i sin tid at etablere de første faciliteter i Byparken. Det var tilbage i 2008, da foreningen overtog ansvaret for drift og udvikling af parken fra By & Havn. Hvert år siden da er nye boldbaner, fitnessanlæg, kunstværker og grønne oaser kommet til – både i Byparken, på de private fællesveje og i form af lommeparker mellem de høje bygninger.

Ørestad City afgrænses af Øresundsmotorvejen i syd, Center Boulevard i vest, Nordre Landkanal i øst og C.F. Møllers Allé samt Vejlands Allé i nord.

Få mere at vide om, hvem der gør hvad i Ørestad.

 

Luftfoto af Ørestad City. Foto: By & Havn

Ørestad City og omegnen. Foto: By & Havn