Grundejerforeningen Ørestad Nord har plantet birketræer på Grønningen til minde om ildsjælen Gertrud Birke (1938-2023), som deltog aktivt i Ørestads udvikling i næsten 20 år.
“Gertrud Birke var personligt engageret og aktiv i Ørestads udvikling lige fra starten,” fortæller bestyrelsesformand Pernille Toft og uddyber:
“Da hun fratrådte sine bestyrelsesposter i 2021, frabad hun sig blomster. Vi vil gerne mindes og hylde hende og har derfor valgt at plante træer på Grønningen i stedet.”
Ildsjæl igennem 20 år
Gertrud Birke og ægtemanden, byplanlægger Peder Boas Jensen (1935-2024) var en del af det første kuld af Ørestads-pionerer, som flyttede til bydelen for 20 år siden.
Parret flyttede ind i Karen Blixen Parken, som var den første boligblok i hele Ørestad, i januar 2004. Metroen var åbnet kun 14 måneder før, mens DR Byen var ved at blive bygget, og Grønningen – som Gertrud Birke har sat mange fingeraftryk på – var dengang en idé på et tegnebræt.
Men Gertrud Birke involverede sig allerede i bydelen, inden parret fik nøglerne til deres lejlighed og udsigt til byggekraner i alle retninger.
Fik indflydelse fra start
Før de flyttede ind, havde Gertrud Birke nemlig opdaget, at der ikke var nogen rigtig grundejerforening i kvarteret.
Men de store grundejere – DR, Københavns Universitet og By & Havn (dengang kaldet Ørestadsselskabet) – havde dannet Ørestad Nord Gruppen for at koordinere udviklingen.
På Gertruds eget initiativ blev hun inviteret med som repræsentant for beboerne, og det fik kæmpe betydning for den retning, der blev udstukket for fællesarealerne og for den grundejerforening, der siden blev etableret.
Til lands og til vands
Gertrud Birke deltog fra starten i bestyrelsesarbejdet for både Grundejerforeningen Ørestad Nord, Vandlauget og Grundejerforeningssekretariatet, som er det fælles sekretariat for Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug.
Da hun stoppede som formand for Vandlauget i 2021, fik hun som afskedsgave opkaldt en robåd efter sig.
Med mindelunden på Grønningen får mindet om Gertrud Birke også en plads i hjertet af det kvarter, hun var med til at forme, og hvor hun boede indtil sin død i 2023.
Tillidsposter i Ørestad
- Grundejerforeningen Ørestad Nord (tidligere Ørestad Universitetskvarter)
- 2020-2021: Bestyrelsesmedlem
- 2019-2020: Suppleant
- 2015-2019: Bestyrelsesmedlem
- 2011-2015: Suppleant
- Ørestad Vandlaug
- 2021-2022: Næstformand
- 2012-2021: Formand
- 2011-2012: Bestyrelsesmedlem
- Ørestad Nord Gruppen
- 2003-2010: Beboerrepræsentant
Gertrud Birke var derudover grundejerforeningens repræsentant i Amager Vest Lokaludvalg samt drivkraft i det lokale beboernetværk i Ørestad Nord.
Detaljer fra artiklen stammer fra Gertrud Birkes nekrolog i Ørestad Avis i februar 2023.