Bruger du kunstgræsbanen på Grønningen (Ørestad Nord) eller i Byparken (Ørestad City)? Så skal du lige blive hængende. Vi forlænger nemlig den gældende spilleplan for sommersæsonen til 2025 og indfører nye tider for ansøgning.
Det er ved at være den tid på året, hvor Ørestad Grundejerforeninger annoncerer en ny ansøgningsrunde, så spilletiderne på kunstgræsbanerne kan blive fordelt.
Men denne gang bliver det lidt anderledes.
“Vi har nemlig valgt at forlænge de gældende spilleplaner til 2025 og ændre timingen for ansøgningsrunder fremover,” siger Bertram Julius Krogh, der er ansat i grundejerforeningernes fælles sekretariat.
Ny sæsoninddeling fra 2025
Det betyder, at de halvårlige spilleplaner fra og med 2025 ikke længere vil følge logikken vintersæson (start efter efterårsferien) og sommersæson (start efter påskeferien).
“Eftersom størstedelen af de aktive hold er lokale studiehold, har vi valgt at ændre timingen for ansøgningsrunder, så de i stedet kommer til at flugte med universiteternes studiestart i februar og september. Fremover vil nye spilleplaner altid træde i kraft i uge 6 og 36. Vi håber, at det vil skabe et mere intuitivt flow i holdenes ansøgninger,” uddyber Bertram Julius Krogh.
Forlængelse af gældende spilleplaner
Ændringen træder i kraft i 2025.
Men hvad så med resten af 2024?
“I stedet for at gennemføre en ansøgningsrunde for en vintersæson, der kun ville holde i ganske få måneder, forlænger vi de gældende spilleplaner, som trådte i kraft den 1. april 2024. De nuværende hold vil dermed beholde deres spilletid til og med den 2. februar 2025, mens nye ansøgere desværre må vente lidt længere,” forklarer Bertram Julius Krogh.
Frister og vigtige datoer – 2025
“Ansøgningsrunder vil fortsat være halvårlige og blive annonceret fem uger i forvejen. Derfor kan vi allerede nu afsløre datoerne for, hvornår de næste ansøgningsrunder ligger. Vi håber, at vores lokale fodboldhold, der både tæller beboere, studerende, virksomheder, skoler og foreninger, vil tage godt imod forandringerne,” afslutter Bertram Julius Krogh.
Næste ansøgningsrunde
- Uge 1 – Torsdag den 2. januar 2025
Ansøgningsrunde annonceres på orestad.net og i grupperne for banerne på Facebook. Herefter har I tre uger til at ansøge - Uge 4 – Mandag den 20. januar 2025
Der lukkes for ansøgninger, og nye spilleplaner udarbejdes og offentliggøres senere samme uge - Uge 6 – Mandag den 3. februar 2025
Spilleplanerne træder i kraft og vil gælde fra 3. januar 2025 – 31. august 2025
Ansøgningsrunden efter den næste
- Uge 31 – Mandag den 28. juli 2025
Ansøgningsrunde annonceres på orestad.net og i grupperne for banerne på Facebook. Herefter har I tre uger til at ansøge - Uge 34 – Mandag den 18. august 2025
Der lukkes for ansøgninger, og nye spilleplaner udarbejdes og offentliggøres senere samme uge - Uge 36 – Mandag den 1. september 2025
Spilleplanerne træder i kraft og vil gælde fra 1. september 2025 – 1. februar 2026
Regler for brug
Kunstgræsbanerne er drevet af Grundejerforeningerne Ørestad Nord og Ørestad City, der passer og udvikler kvarterernes parker og byrum.
Banerne er til enhver tid reserveret i henhold til spilleplanerne, men er til fri afbenyttelse uden for de skemalagte spilletider efter først-til-mølle-princippet. Banerne er også til fri brug i tidsrum, hvor hold med en given spilletid ikke benytter den. Man skal dog altid overlade banen til holdet, hvis dette ønsker at benytte sin spilletid.
Her kan du følge med i, hvad der sker på banerne:
- Grundejerforeningernes fælles nyhedsbrev
- Facebookgruppen for kunstgræsbanen i Ørestad Nord
- Facebookgruppen for kunstgræsbanen i Ørestad City