Torsdag den 1. maj kl. 14.30 indvier Grundejerforeningen Ørestad Syd sine to nye byrum: Skovrummets legeplads og Parkrummet ved LeLop. Der er både sjove, smagfulde, kreative og musikalske indslag på programmet – alle sammen børnevenlige.
Legepladsen er åben og klar til at blive leget på, men Ørestad Syd skal ikke snydes for et hyggeligt åbningsarrangement for grundejerforeningens nye byrum!
“Vi har haft stor succes med tidligere byrumsindvielser og events, som mange kommer til og ønsker at støtte op om. Derfor markerer vi færdiggørelsen af Skovrummets legeplads og Parkrummet ved LeLop med en officiel åbningsfest,” slutter Jakob N. Jensen.
Hvad det præcis handler om, kan du blive klogere på nedenfor.

Skovrummets legeplads er allerede åben, men til indvielsen torsdag den 1. maj er der sjove aktiviteter i området.
Hvad sker der i Skovrummet?
For rigtig mange har en legeplads af høj kvalitet ligget højt på ønskelisten, og det er lige præcis, hvad Grundejerforeningen Ørestad Syd har lavet i den sydlige ende af Else Alfelts Vej: En stor, åben legeplads med inspiration fra Fælledens natur og dyreliv.
Det kan du lave i Skovrummet (14.30 til 16.30):
- Vær med til at male Ørestads længste kridtmaleri på det 140 meter lange fortov – og giv legepladsens naboer noget vildt og smukt at se på fra altanen.
- Prøv lykkehjulet og få dit eget kørekort til legepladsen.
- Lyt med, når de lokale musikere Jakob Høgsbro og Søren Sigumfelt fylder Skovrummet med skøn saxofon (14.45-15.30).
- Smag det spirende forår til med is fra lokale Emelies Ismageri – Sensu Sushi fejrer dagen med 20 % rabat på deres hjemmelavede gelato.
- Deltag i navnekonkurrencen og giv dit bud på, hvad legepladsen skal hedde – med gavekort til Emelies Ismageri på højkant.
Du finder Skovrummet ved Else Alfelts Vej 81, 2300 København S.

Skovrummets legeplads.
Hvad sker der i Parkrummet?
Parkrummet på Richard Mortensens Vej er karakteriseret ved en mere styret udformning end Skovrummets mere vilde karakter. Langs 8Tallets facade har Grundejerforeningen Ørestad Syd etableret pergolaer med klatreplanter, en petanquebane og nicher til ophold uden for LeLop.
Det kan du lave i Parkrummet (14.30-16.30):
- Lav en smuk papirblomst, som kan sættes i håret, spændes om håndleddet eller pynte derhjemme
- Gå på blomsterskattejagt hos den lokale secondhandshop LeLop – og vær med i lodtrækningen om søde præmier
- Prøv et spil petanque under kyndig vejledning af en petanqueinstruktør
- Læg ørerne i blød i sprøde saxtoner med musikerne Jakob Høgsbro og Søren Sigumfelt (15.45-16.20)
- Nyd en kop kaffe eller kakao fra Bella’s Coffee Lab – frit valg mellem varme drikke
Du finder Parkrummet ved Richard Mortensens Vej 67, 2300 København S.

Ørestad Syds lokale secondhandshop LeLop har fået et hyggeligt indgangsparti.

Parkrummet ved LeLop.