Årets Tietgen Festival står for døren, og i år inviterer festivalen naboer til det ikoniske kollegie på besøg til børnevenlige aktiviteter. Fredag den 23. august kl. 12-13 kan dig og ungerne blive ansigtsmalet og pyntet med glitter, mens I forkæler smagsløgene med et stykke hindbærsnitte.
Ørestad Nords populære, lokale musikfest Tietgen Festival er bl.a. kendt for sine unikke, arkitektoniske kvaliteter og flotte musikprogram.
Men vidste du, at kollegiet i forbindelse med festivalen også arrangerer aktiviteter for sine naboer?
Fredag den 23. august 2024 kl. 12-13 vil der både være uddeling af hindbærsnitte- og brunsvigerkagemand til naboer. Derudover kan man få lavet ansigtsmaling, pynte sig med glitter og spille hyggelige havespil som kongespil og spikeball. Venner, familier og børn er også velkomne.
Aktiviteter for naboer er arrangeret af festivalteamet og foregår på Grønningen foran Tietgenkollegiets blok 16.
Ørestad Vandlaug og Grundejerforeningen Ørestad Nord har støttet arrangementet med midler fra foreningernes bylivspuljer, som hvert år uddeles til store og små aktiviteter, der fremmer bylivet.
Festivalstemning på Grønningen
I forbindelse med Tietgen Festival vil der være mange mennesker og megen aktivitet på Grønningen både fredag og lørdag.
Selve koncerterne foregår efter kl. 16 i kollegiets egen gård. Efter midnat rykker musikken indenfor i kollegiets festsal.
Adgang til musikprogrammet kræver billet til festivalen, men i dagtimerne er der åbent for alle, ligesom der vil være aktiviteter uden for kollegiet på Grønningen og omkring kanalen. Læs mere om billetsalg, og se hele programmet her.