Der er gang i fodbolden på Ørestads nordligste breddegrader. Hele 45 lokale hold har ansøgt om og fået en fast spilletid på kunstgræsbanen i Ørestad Nord i vinterhalvåret – en ny rekord!
45 hold på spilleplanen er en ny rekord for kunstgræsbanen og viser kæmpe opbakning til sammenholdsskabende aktiviteter i kvarteret.
De lokale hold tæller blandt andet boligforeninger, virksomheder og studiehold.
Kunstgræsbanen findes i parken Grønningen og er for eksempel base for Universitetsfodbold, som samler hundredvis af tilskuere til turneringer og skaber studieliv på tværs af uddannelserne.
Ud over banen i Universitetskvarteret ligger der en kunstgræsbane i Byparken i Ørestad City. Denne bruges aktivt af de lokale institutioner Ørestad Skole, Ørestad Gymnasium og Ørestad IF, som får mulighed for at brede deres aktiviteter ud i byrummet. Uden for de skemalagte spilletider har beboerne og brugerne af parken mulighed for at spille fritidsbold.
FAKTA OM KUNSTGRÆSBANERNE
- Banerne ejes og drives af Grundejerforeningerne Ørestad Universitetskvarter og City.
- Hold med tilknytning til Ørestad kan ansøge om en fast spilletid på kunstgræsbanerne. Der kan ansøges to gange årligt til hhv. sommersæsonen (17. april – 8. oktober) og vintersæsonen (9. oktober – 16. april). Ansøgningsrunden finder sted i hhv. marts og september og annonceres her på Ørestad.net.
- Banerne er til enhver tid reserveret iht. den gældende spilleplan, men er til fri afbenyttelse uden for de skemalagte spilletider efter først-til-mølle-princippet.
- Medlemmer af grundejerforeningerne, herunder ejerforeninger, lokale virksomheder, idrætsforeninger, studiehold samt andre med tilknytning til Ørestad, prioriteres højest i forhold til fordelingen af spilletider. Herefter kommer andre hold i betragtning.