Fra venstre: Jakob N. Jensen, driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, og Rebin, driftsleder i By & Havn.
Fra venstre: Jakob N. Jensen, driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, og Rebin Ezeldin, projektleder i By & Havn.

Grundejerforeningen overtager “skovlommer” på Else Alfelts Vej

I Ørestad varetager grundejerforeningerne drift og udvikling af de grønne områder, veje og byrum, som By & Havn anlægger og bagefter overdrager til dem. Nu har Grundejerforeningen Ørestad Syd overtaget et nyt areal på Else Alfelts Vej.

Har du set, at der er åbnet en lille, grøn legeplads over for bygningen Grønne Eng på Else Alfelts Vej?

Legepladsen, der består af flere sjove klatreredskaber, er en del af vejens “skovlommer”, som Grundejerforeningen Ørestad Syd netop har fået overdraget fra By & Havn.

Men hvordan er det lige, det hænger sammen med de der overdragelser, og hvem har egentlig ansvar for hvad?

Hæng på, for det dykker vi ned i lige her.

 

Sådan foregår overdragelserne

I Ørestad er det de lokale grundejerforeninger, og ikke kommunen, der sørger for at holde områderne pæne og rene og blandt andet rydde sne, salte, slå græs, plante træer, tømme skraldespande og fylde op med hundeposer.

Grundejerforeningerne overtager løbende nye områder fra By & Havn sammen med ansvaret for at vedligeholde og videreudvikle dem. Det fungerer groft fortalt på den måde, at når By & Havn har solgt en byggegrund, sørger ejeren af grunden for at bygge huset, mens de tilstødende fællesarealer projekteres og udføres af By & Havn. Når grunden er bebygget, og infrastrukturen er etableret, træder grundejerforeningen ind i billedet.

Før arealet kan overdrages, gennemgår foreningen, der er repræsenteret af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, sammen med By & Havn og entreprenøren arealerne for fejl og mangler. Det kan for eksempel være, om det græs og de bede, belægninger og byrumsmøbler, som foreningen skal overtage forpligtelserne til, er udført godt nok, eller om der mangler en flise.

Lad os tage skovlommerne på Else Alfelts Vej som et eksempel.

 

Før de nye skovlommer overdrages, gennemgår grundejerforeningen, der er repræsenteret af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, sammen med By & Havn, Optimus Anlæg og Rambøll området for fejl og mangler.

Før de nye skovlommer overdrages, gennemgår grundejerforeningen, der er repræsenteret af Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, sammen med By & Havn og Optimus Anlæg området for fejl og mangler.

Skovlommer med legeplads

En frostkold formiddag i november mødtes medarbejdere i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad med projektansvarlige fra By & Havn, selskabets entreprenør Optimus Anlæg og en rådgiver fra Rambøll for at gennemgå det nye område.

Tagene i Ørestad Syd var ligesom de fleste af landets huse dækket af sne, men i dagens anledning var sneen ryddet fra det, mødet handlede om: Belægninger, bænke, skraldespande, cykelstativer og områdets nye, grønne legeplads, der alle skulle overdrages til grundejerforeningen.

Området blev gennemgået, og ansvaret for de fundne fejl, mangler og udviklingspunkter blev fordelt. Nu skal området tegnes ind i grundejerforeningernes fælles digitale driftssystem, som bl.a. viser, hvor skraldespandene står, hvilke belægninger der skal fejes, og hvilke tømidler foreningernes driftsoperatør må anvende.

 

Kort over skovlommer langs Else Alfelts Vej.

Kort over skovlommer på Else Alfelts Vej.

Overtager beplantning til sommer

Grundejerforeningen overtager ikke hele området med det samme.

Foreningen venter nemlig med at overtage de nyanlagte bede og træer. Det skyldes, at Optimus Anlæg har et halvt års yderligere “garantidrift” af beplantningen. Når grundejerforeningen også overtager beplantningen, skal entreprenøren sørge for, at den klarer sig et helt år endnu. Først derefter vil grundejerforeningens egen driftsoperatør overtage driften af bede og træer.

Derudover bliver selve vejarealet mellem Ejler Billes Allé og Asger Jorns Allé først overdraget til grundejerforeningen på et senere tidspunkt. Det samme gælder de sidste par skovlommer, der afventer bygningernes færdiggørelse.

 

Grundejerforeningen overtager først de nyanlagte bede og træer til sommer.

Hvor meget af Ørestad Syd er overdraget til grundejerforeningen?

Grundejerforeningen Ørestad Syd passer og udvikler i forvejen de fleste veje og uderum syd for den kommunale Asger Jorns Allé. Da områderne blev grundejerforeningens, lavede bestyrelsen – i samarbejde med landskabsarkitekterne BOGL og beboere i Ørestad Syd – en helhedsplan for, hvordan foreningen ville udvikle sine områder fra grus og græs til parker og hyggelige opholdsrum over en årrække.

Foreningen har siden da plantet langt over 1.000 træer og er lige nu i gang med at etablere Ørestads største legeplads i området ud for Sensu Sushi og UN17 Village.

Mellem Asger Jorns Allé og Ejler Billes Allé, der markerer skellet til Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter, er der stadig flere tomme byggegrunde og byggerier i gang. Det betyder, at By & Havn stadig har det overordnede ansvar for de fleste at tværvejene i denne del af Ørestad.

 

Eksempel på et område på Richard Mortensens Vej, som grundejerforeningen har overtaget og videreudviklet.

Eksempel på et område på Richard Mortensens Vej, som grundejerforeningen har overtaget og videreudviklet.