Visualisering af den nye Bellahuspark. Visu: SLA

Lommepark i Ørestad City får grøn makeover

I over 15 år har Grundejerforeningen Ørestad City arbejdet med at indrette grønne byrum til glæde og gavn for alle i bydelen. I år er turen kommet til en af bydelens første parker.

Bynatur kan der ikke komme nok af.

I hvert fald ikke hvis det står til Grundejerforeningen Ørestad City.

I 2024 tager foreningen nemlig ikke blot hul på endnu en etape af Ørestads populære Bypark, men også en opdatering af Bellahusparken ved Bella Center St.

“Grønne områder i Ørestad City kommer både i størrelse large og small, og det afspejler vores udviklingsplaner for det næste år. Jeg glæder mig særligt til at opleve forvandlingen af Bellahusparken, som jeg håber, bliver den attraktive, grønne oase, mange savner,” siger Mia Ellgaard, der er bestyrelsesformand i grundejerforeningen.

 

Bellahusparken før anlægsarbejdet. Området får i 2024 en grøn makeover.

Bellahusparken ved Bella Center St. Parken får en grøn makeover i 2024.

Parken fremstår i dag blottet og åben, og vi vil gerne give især områdets yngste beboere og deres voksne bedre mulighed for leg samt tilføje artsdiversitet i beplantningen. Vi håber derfor, at områdets beboere vil tage godt imod ændringerne, og at endnu flere får lyst til at bruge den grønne oase ved metrostationen
Mia Ellgaard, bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad City

Vild og rolig på samme tid

Siden 2015 har grundejerforeningen arbejdet sammen med landskabsarkitekterne SLA om en helhedsplan for Byparken og en vildere bynatur på tværs af foreningens grønne områder.

Nu peger viseren på en opdatering af Bellahusparken, der som bydelens ældste park trænger til en opdatering. Områdets beboere og institutioner har længe ønsket, at der skulle ske noget andet.

Derfor har bestyrelsen i år prioriteret at give området en grøn makeover.

Rundt om parken graves en grøft. Natursten og træbroer vil skabe passage til parkens kerne, der vil rumme en picnicvenlig græsplæne, en grusplads med grill og bænkesæt samt den gule legeplads, som bliver bevaret.

Der bliver derudover anlagt blomsterbakker og plantet træer og bede helt ud til sivegaden for at skabe et mere intimt opholdsrum.

“Parken fremstår i dag blottet og åben, og vi vil gerne give især områdets yngste beboere og deres voksne bedre mulighed for leg samt tilføje artsdiversitet i beplantningen. Vi håber derfor, at områdets beboere vil tage godt imod ændringerne, og at endnu flere får lyst til at bruge den grønne oase ved metrostationen,” slutter Mia Ellgaard.

Anlægsarbejdet går i gang til sommer og forventes afsluttet til vinter.

 

Illustrationsplan over Bellahusparken med grøn makeover. Visu: SLA

Bellahusparken får en grøn makeover med vildere beplantning, blomsterbakker, en grøft med træbroer over og et mere intimt opholdsrum i parkens center. Visu: SLA

 

Tidslinje for lommeparker i Ørestad City

I 2011, da Bellahusparken blev etableret, var Ørestad City stadig fyldt med kraner og byggepladser, og Byparken var indviet blot et par år forinden.

Siden da er der sket meget i kvarteret, hvor grundejerforeningen løbende har udviklet nye lommeparker og hyggelige områder.

  • 2018-2023: Grundejerforeningen arbejder målrettet med at forbedre driften af sine grønne områder og iværksætter i denne periode mange nye tiltag for at fremme biodiversiteten mellem bygningerne
  • 2017: Fitnessparken ser dagens lys omkring den nyåbnede Ørestad Streethal
  • 2015-16: Sammen med SLA udvikler grundejerforeningen en helhedsplan for Byparken og en vildere bynatur på tværs af Ørestad City. I denne periode etableres Skovbrynet mellem Porthuset og Winghouse samt Frugtlommen mellem Sejlhuset og Cityhusene
  • 2013: Grundejerforeningen overtager driften af Signalparken mellem Signalhuset og kontorbygningen HUB3
  • 2010-11: Bellahusparken og Prismehaven, som udformes med en zigzaggende sti og bakker inspirereret af naboen V-Huset, bliver grundejerforeningens første lommeparker

Læs mere om Grundejerforeningen Ørestad Citys arbejde her – og om bynatur i Ørestad her.

 

Bellahusparken blev etableret tilbage i 2011, men har i grundejerforeningens optik aldrig rigtig fundet sin form. Nu bliver området opgraderet med tættere og vildere beplantning samt et mere intimt opholdsrum.

Bellahusparken blev etableret tilbage i 2011, men har i grundejerforeningens optik aldrig rigtig fundet sin form. Nu bliver området opgraderet med tættere og vildere beplantning samt et mere intimt opholdsrum.