Ørestads grundejerforeninger og vandlaug er igen i år gået sammen om at være med i Copenhagen Light Festival, der fra den 31. januar 2025 og tre uger frem oplyser hovedstaden med lysværker fra hele verden. Fire af dem kan du opleve i Ørestads parker og byrum.
“Vi er glade for, at det for fjerde år i træk er lykkedes at samle kræfterne, så Ørestad igen er stærkt repræsenteret i Copenhagen Light Festival. Hvert år har vi fået positive tilbagemeldinger fra nogle af de knap 55.000 mennesker, der bor eller arbejder i Ørestad. Vi håber, at de og andre københavnere også denne vinter får oplevelser, de vil huske mange år frem,” siger Pia Vannacci Elnif, der er sekretariatsleder i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.
Unikt setup skaber muligheder
Ørestad er unik på mange måder, og noget af det særlige er, at det er de store grundejerforeninger og Vandlauget, der selv står for drift og udvikling af områderne.
De samarbejder også om initiativer på tværs af bydelen, og de prioriterer at gå sammen og deltage i arrangementer som lysfestivalen.
“Foreningernes bestyrelser arbejder langsigtet med at understøtte Ørestads udvikling, så bydelen er og fortsat bliver et godt sted at bo, arbejde og studere i. Lysfestivalen er et årligt tilbagevendende lyspunkt i vintermørket, som også tiltrækker besøgende fra resten af hovedstaden,” forklarer Pia Vannacci Elnif.
Nøje udvalgt til Ørestad
Det er Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, der står for selve arbejdet med at få festivalen til bydelen, og lysværkerne bliver nøje udvalgt til Ørestads særegne parker og byrum.
For at få det hele til at spille skal flere ting gå op i en højere enhed.
“I tæt dialog med vores bestyrelser og Copenhagen Light Festival har vi valgt værker, som vi synes, passer perfekt til Ørestad og de områder, grundejerforeningerne og Vandlauget råder over. Vindforhold og noget så lavpraktisk som strøm skal spille sammen med de kunstneriske visioner. Derfor er placering og valg af værker på ingen måder tilfældig,” slutter sekretariatslederen.
Her er værkerne, du kan opleve i Ørestad:
- CUMULU3 af Arthur Steijn & Frederik Lauenborg
Hvor? Universitetskanalen • Ørestad Nord
CUMULU3 er et interaktivt værk, som bliver endnu mere levende med din deltagelse! Vinden og strømmen i vandet sørger for, at lyset altid er i bevægelse og forandrer sig – men puster du ind i en af de opsatte “mikrofoner”, bliver din luft animeret i form af unikke variationer af lys. - FACELESSMEN af Radu Ignat
Hvor? Byparken • Ørestad City
FACELESSMEN viser, hvordan lys kan forandre et ansigt og give det sin identitet. Værket består af en kæmpe maske på hele tre meter, som animeres ved hjælp af en lysprojektor. Mon ikke det får mange metropassagerer til at spærre øjnene op? - BAMBOO LIGHT CONSTRUCTION af Axel Reinhard Böhme & Co.
Hvor? Byfælleden • Ørestad Arenakvarter
BAMBOO LIGHT CONSTRUCTION er et audiovisuelt værk, som afspiller hvert 11. minut. Værket er bygget i ægte bambus, og undervejs viser projektoren en animation, som er opnået ved at skyde en video af bambusskov, animere optagelserne og bruge bambuskonstruktionen som lærred for de nye billeder. - LILY af WERC Collective
Hvor? Søerne • Ørestad Syd
LILY består af hundredvis af lysende kugler, der reagerer på vandets bevægelser og temperatur og skaber sit helt eget, konstant foranderlige liv. “Åkanderne” flyder rundt på Ørestads yderste spids med Kalvebod Fælled som bagtæppe.
Copenhagen Light Festival byder på over 50 lysværker på tværs af København. Se et kort over dem alle her.

CUMULU3 (Arthur Steijn x Frederik Lauenborg), Facelessmen (Radu Ignat), Bamboo Light Construction (Axel Reinhard Böhme & Co.) og LILY (WERC Collective). Værkerne kan opleves i Ørestad under Copenhagen Light Festival i perioden 31. januar – 23. februar 2025.
Tilbageblik: Tidligere lysfestivaler
Var du rundt og se nogen af værkerne i 2024, 2023 eller 2022? Få et gensyn eller se, hvad du gik glip af, nedenfor.
2024

Enchanted Rest (Motion Avenue), TETRA (Nicolas Paolozzi), For Peace! (Sedemminut) og Celestial Rhythms (Those Guys Lighting). Værkerne kunne opleves i Ørestad under Copenhagen Light Festival i 2024.
2023

LYS126 (TATI Studio x Gemma Chan), Incanto (Lennowski), Candela Portal (Mads Vegas) og The Net (Danai Lytra). Værkerne kunne opleves i Ørestad under Copenhagen Light Festival i 2023.
2022

Communicator (SIIKU) og The Stack (Circuit Circus). Værkerne kunne opleves i Ørestad under Copenhagen Light Festival i 2022.
Fakta om Copenhagen Light Festival
- Kan opleves fra fredag den 31. januar til søndag den 23. februar 2025 i tidsrummet 17-22
- Finder i år sted for ottende gang. Første gang var i 2018, hvor Ørestad også var repræsenteret i festivalprogrammet
- Har i gennemsnit 350.000 gæster
- Er blevet en tradition i Ørestad. Grundejerforeningerne og Vandlauget finansierer sammen værkerne i bydelen, som er stærkt repræsenteret i festivalprogrammet for fjerde år i træk
- Har fokus på at reducere byens elforbrug. Ifølge festivalens beregninger svarer dens forbrug på én dag til tre fuldt opladte elbiler, og i løbet af festivalens tre uger bruger den energi svarende til 3/4 af en fodboldkamp.