Selvom vejrudsigten stadig viser tocifrede varmegrader, er grundejerforeningerne i Ørestad klar til, at temperaturen bevæger sig under nul grader, og sne og frost sætter ind. Bevæbnet med opdaterede vinterkort og fyldte saltlagre er de klar til kamp.
I modsætning til andre byområder i København, hvor det er kommunen, som rydder sne og salter veje, fortove og cykelstier, er det i Ørestad grundejerforeningerne selv, der har ansvaret for den opgave.
Fra Njalsgade i nord til søerne i syd er de fire store grundejerforeninger i lighed med den øvrige bydelsdrift gået sammen om den opgave, som det fælles sekretariat løser for dem.
“Vi starter allerede planlægningen af årets vintertjeneste før sommerferien, og fra midten af oktober er vores vinterberedskab klar til kamp. Sammen med vores operatør er der gjort klar med maskiner til snerydning og saltning,” siger Jakob Jensen, der er driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.
Opdaterede vinterkort
En del af forberedelserne går ud på at opdatere de kort, som vintertjenesten kører efter.
I takt med at By & Havn færdiggør arealer og overdrager dem til grundejerforeningerne, kommer der flere områder til.
“Alle de områder, vi har ansvaret for, er inddelt efter, hvilken type snerydning og saltning der skal til. På cykelstier og fortov skal der for eksempel køres med en lille fejemaskine, mens der på veje kan køres med en stor,” forklarer Jakob Jensen.
Stor kompleksitet
Den samlede opgave er kompleks på flere planer. I 2024 skal der på tværs af Ørestad for eksempel saltes over 80.000 kvadratmeter med stor maskine. Mens der andre steder skal håndsaltes eller bruges tømidler, som ikke skader beplantningen.
“Vi kan ikke bruge salt alle steder, for det har nemlig den ulempe, at det kan skade planter og træer. Derfor bruger grundejerforeningerne kaliumformiat de steder, hvor de grønne arealer er særligt udsatte,” fortæller Jakob Jensen.
Kaliumformiat anvendes blandt andet i parkerne i Ørestad City samt på Richard Mortensens Vej og Else Alfelts Vej, hvor der er plantet mange træer og etableret tæt beplantning.
Hold godt øje med glat beton
Når grundejerforeningerne salter fortove og veje, er det for at komme glatte belægninger til livs. Men når kulden for alvor kommer, kan saltets smelteevne alligevel blive udfordret.
“Selv om vi gør alt, vi kan, hjælper salt ikke, hvis temperaturen sniger sig under seks minusgrader. Beton og is er en særligt farlig kombi, og belægninger i træ bliver også glatte. Derfor er det vigtigt at passe på sig selv, når man bevæger sig ud i vinterkulden,” slutter Jakob Jensen.
Hvem gør hvad i Ørestad?
I Ørestad er det Grundejerforeningerne Ørestad Nord, Ørestad City, Ørestad Arenakvarter og Ørestad Syd, der passer og udvikler de fleste af bydelens parker og byrum.
Groft stillet op kan ansvarsfordelingen forklares sådan her:
- Kommunen har ansvaret for de offentlige veje såsom Ørestads Boulevard og Asger Jorns Allé
- By & Havn står for salget af byggegrundene og udvikling af fællesarealer, som de også passer, indtil de overdrager dem til grundejerforeningerne
- Det, der er i de indre gårde og mellem rækkehusene, hører til de enkelte boligforeninger
- Så har vi sådan noget som metrobanen, som hører til Metroselskabet, og Field’s, som er sit eget. Naturstyrelsen har fælleden, Ørestad Syd Borgerforening har ansvaret for foodtruckområdet, og udviklingsselskabet Solstra udvikler Bellakvarter
- Alt andet – kanaler, parker, pladser, private fællesveje og stier – bliver passet af Ørestads grundejerforeninger og Vandlaug.
Her får du versionen med lidt flere detaljer.