Grundejerforeningen Ørestad City arbejder for at udvikle grønne åndehuller mellem de høje bygninger i kvarteret og har udviklet Byparken bid for bid til glæde og gavn for parkens mange besøgende. Nu er turen kommet til det sydøstlige hjørne ud mod Ørestads Boulevard.
Ørestad Citys beboere og besøgende kan blandt andet se frem til et hyggeligt og varieret parkområde med mere vild bynatur og et lille torv.
Arbejdet med næste etape af Ørestads populære Bypark er nemlig i gang og forventes færdigt i løbet af foråret 2025 med forbehold for, at tidsplanen kan ændre sig.
Grundejerforeningen Ørestad City er bygherre på projektet, som Grundejerforeningssekretariatet Ørestad er projektleder på. Udviklingen af det sydøstlige hjørne er en del af helhedsplanen for Byparken og er tegnet af landskabsarkitekterne SLA, mens Malmos er udførende entreprenør.
Det kan du glæde dig til
I det sydøstlige hjørne af parken, som vender ud mod Ørestads Boulevard, forvandler Grundejerforeningen Ørestad City det store græsareal ud for Parkhusene til et skønt parkområde, som vil skabe flere hyggekroge, læ og en fornemmelse af større afstand til den trafikerede vej.
Området får blandt andet en sti, der binder det sammen med de i forvejen etablerede områder. Derudover kommer der åbne pladser til forskellige aktiviteter i det fri. Der bliver plantet helt ud til fortovet, så parken fremstår fyldig og frodig udefra, ligesom der kommer en lysning og en aktivitetsplads til mindre arrangementer mellem træerne.
En del af helhedsplanen
Grundejerforeningen Ørestad City har udviklet Byparken bid for bid, siden den overtog parken fra By & Havn i 2005.
I mange år har grundejerforeningen derudover arbejdet sammen med landskabsarkitekterne SLA om en helhedsplan for parken samt mere vild bynatur på tværs af Ørestad Citys grønne områder. Helhedsplanen har fokus på biodiversitet samt levesteder for insekter og andre dyr, og visionen for Byparken er at skabe et grønt knudepunkt for bylivet i Ørestad City – ét område ad gangen.
Og nu er turen altså kommet til det sydøstlige hjørne.
Tidslinje: Byparkens udvikling
- 2024-2025: Nyt parkområde med mere vild bynatur og et lille torv bliver etableret i det sydøstlige hjørne. Området bliver indviet i sommeren 2025
- 2023-2024: Ørestad City deltager begge år sammen med resten af Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug i Copenhagen Light Festival, hvor Byparken er et af udstillingsstederne for lyskunst
- 2022-2023: Grundejerforeningerne etablerer og indvier Kaffebakkerne med nabohygge og minifestival
- 2021: Parken får lys på alle tværgående stier
- 2020: Nyt parkområde med petanquebaner bliver etableret i det nordøstlige hjørne, mens Bella’s Coffee Cup åbner på en central placering i parken
- 2018: Byparken fylder 10 år og bliver fejret med musik og events
- 2015-2017: Sammen med SLA udvikler grundejerforeningen en helhedsplan for Byparken, som arbejder med en “vildere” bynatur og tiltag for at fremme biodiversiteten. Frugtlommen og Løvtaget bliver etableret i denne periode
- 2015: Den internationalt anerkendte kunstner Dan Graham skaber et kunstværk, den s-formede glaspavillon, specifikt til Byparken
- 2012-2013: Flere legeområder og boldbaner kommer til
- 2010-2011: Byparken får hundegård og tværgående stier i grus, mens Harvey Martins kunstværker i cortenstål bliver opstillet ved indgangen fra Ørestads Boulevard
- 2008: Byparken bliver indviet
- 2005-2008: Sammen med MUTOPIA laver grundejerforeningen en plan for Byparkens første ”aktivitetsøer”. Der bliver i denne periode afholdt workshops med beboere, og øerne bliver etableret
- 2004: De første træer, græsplæner og stier bliver etableret af udviklingsselskabet By & Havn, og parken bliver overdraget til Grundejerforeningen Ørestad City