En gruppe unge fra Ørestad Nord spiller basketball på multibanen i parken. Banen er til fri afbenyttelse for alle i området.
Bold &
fitness

Er du til fodbold, fitness eller petanque? I Ørestad kan du frit bruge de boldbaner og træningsfaciliteter, du finder i bydelens parker og byrum.

Her på siden får du inspiration til, hvad du kan spille, og hvor du skal tage hen, hvis du vil dyrke udendørs fitness eller spille lidt fritidsbold.

Fodbold i grønne omgivelser

Du kan spille fodbold i Byparken i Ørestad City og på Grønningen i Ørestad Nord.

Banerne følger faste spilleplaner, som giver boldglade beboere, virksomheder, studiehold, foreninger og institutioner i Ørestad et fast sted at mødes og spille hver uge.

Uden for de skemalagte spilletider er banerne til fri afbenyttelse efter først-til-mølle-princippet.

Se spilleplanerne her.

 

Vild jubel efter sejrsscoring i finalen i Universitetsfodbold på kunstgræsbanen i Ørestad Nord.

EM ’92 eller finale i Universitetsfodbold?

Fitness i det fri

I Ørestad har du flere muligheder for at træne under åben himmel, og særligt tre steder er værd at se nærmere på.

Vi starter i Syd og bevæger os nordpå:

  1. Molepladsen på Richard Mortensens Vej ligger lige ud for 8Tallet og byder på et bredt udvalg af enkle træningsredskaber. Her træner du med Ørestads søer og skønne Kalvebod Fælled som kulisse. En frisk tur udenfor på det rigtige tidspunkt belønnes desuden med en spektakulær solopgang eller solnedgang. Se på Maps.
  2. Fitnessparken omkring Ørestad Streethal byder blandt andet på en løbesti, som snor sig mellem beplantningen, og forskelligeartede træningsstationer hele vejen rundt om hallen. Redskaberne i parken er udvalgt i samarbejde med en træningskonsulent. Her er der monkeybars med ringe, balancestammer, push-up-bars, et street-workout-anlæg beregnet til træning med egen kropsvægt samt bokse og plinte til forskellige aktiviteter. Se på Maps.
  3. Træningspavillonen på Grønningen byder på et bredt udvalg af træningsredskaber og gør det nemt for dig at træne i det fri. og så er den overdækket, så du kan træne i alt slags vejr. Se på Maps.

 

Træning i Fitnessparken rundt om Ørestad Streethal.

Fitnessparken omkring Ørestad Streethal byder på adskillige træningsstationer hele vejen rundt.

Multibane til basket og hockey

Hvis du er til basket og hockey, kan Grønningens multibane godt gå hen og blive dit nye yndlingssted.

På multibanen kan du spille begge dele – året rundt.

Banen er til fri afbenyttelse efter først-til-mølle-princippet, og du spiller i skønne parkomgivelser med DR Byen som kulisse.

Find multibanen på Maps.

 

En gruppe unge spiller basketball på parkens multibane.

Basketball er et hit på Ørestad Nords multibane.

Beachvolley i Byparken

I Byparken – få minutters gang fra både Bella Center St. og Ørestad St. – kan du spille beachvolley i grønne omgivelser.

Beachvolleybanen er anlagt af grundejerforeningen og ligger centralt i parken.

Ligesom med grundejerforeningens andre faciliteter er banen til fri brug efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke bookes tid.

Find den på Maps.

 

Du har rig mulighed for at dyrke bold og bevægelse på tværs af Ørestad. Prøv for eksempel beachvolley i Byparken.

Beachvolleybanen i Byparken er til fri og gratis brug efter først-til-mølle-princippet, og der skal ikke bookes tid.

Slå dine venner i petanque

Vidste du, at der er petanquebaner i både Ørestad Nord, Ørestad City og Ørestad Syd?

Her kan du til enhver tid udfordre din familie, hygge dig med vennerne eller begrave nabostriden med et spil petanque i forårssolen.

Banerne er gratis at bruge – du skal bare have dine egne kugler med.

 

Petanque på Grønningen.

Grundejerforeningerne har petanquebaner i Ørestad Nord, Ørestad City og Ørestad Syd.

Bonustip #1: Aktivitetstaget Bella

Ud over grundejerforeningernes sports- og træningsfaciliteter byder Ørestad også på Aktivitetstaget Bella og Ørestad Streethal, som begge dækker et større område med rig mulighed for bold og bevægelse.

I Bellakvarteret nord for Ørestad City finder du Bellas farverige aktivitetstag, hvor du blandt andet kan spille basketball, hockey og fodbold, hoppe på små trampoliner, træne og tage en 100-meterspurt.

Aktivitetstaget er tilgængeligt for alle og har åbent hver dag fra kl. 7-21.

Læs mere her.

 

Bold og bevægelse på aktivitetstaget Bella.

Bold og bevægelse på aktivitetstaget Bella. Foto: Bellakvarter

Bonustip #2: Ørestad Streethal

I Ørestads ejendommelige Streethal kan du spille fodbold, basket, floorball, bordtennis samt skate, klatre, træne, danse, dyrke yoga og meget mere.

Hallen kan bookes enten som en forening eller som enkeltbruger. Det er gratis at booke og bruge hallen, og der er ofte ledige faciliteter til fri leg og bevægelse næsten alle ugens dage.

Læs mere om, hvordan du booker Streethallen her.

 

Ørestad Streethal og Fitnesspark.

Ørestad Streethal & Fitnesspark.