Mange mennesker har deres daglige gang langs arealet under metroen, hvor der de fleste steder bare er græs. Grundejerforeningen Ørestad City har gode erfaringer fra tidligere tiltag og udsår nu blomster under banen, der kan puste nyt liv i byrummet.
De fleste steder er der bare græs, men spørger man Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, er der masser af potentiale. Også på trods af, at det ikke er det nemmeste sted i verden at få beplantning til at trives.
“Vi fortsætter arbejdet med blomster under banen i Ørestad City og tester en varieret frøblanding på en strækning, der dækker 1600 kvadratmeter. Vores erfaringer fra tidligere forsøg er gode, så jeg er spændt på at se, hvordan det nye tiltag vil påvirke området,” siger Jakob N. Jensen, der er driftsansvarlig i sekretariatet.
Frø fra 28 hjemmehørende arter
Det er Metroselskabet, som ejer arealerne. Grundejerforeningerne i Ørestad er pålagt driften, som foreningernes fælles sekretariat varetager for dem.
Der gælder en række sikkerhedskrav for områderne, og Metroselskabet skal give tilladelse til eventuelle ændring og tiltag.
“Vi er glade for at få mulighed for at prøve noget andet af end bare græs. Ud over Metrohaverne har vi testet beplantninger to andre steder i Ørestad City, men det her bliver det største areal indtil videre. Vi håber, at det vil kunne gøre en forskel for de mange mennesker, der har deres daglige gang i området,” uddyber Jakob N. Jensen.
Det nye areal fylder hele 1600 kvadratmeter, og frøblandingen tæller intet mindre end 28 hjemmehørende arter.
Blomstring forventes i foråret og sommeren 2025.
Metrohaver og blomsterenge
Grundejerforeningen Ørestad City har prøvet flere tiltag af i løbet af årene.
Foreningen har for eksempel hjulpet med at etablere Metrohaverne, som en frivillig forening nu har ansvaret for at passe.
I 2021 blev et areal i forlængelse af Metrohaverne udvalgt til et forsøg, hvor græsset blev fræset af, og der blev plantet hårdføre planter ved hjælp af såkaldte plantemåtter.
Og sidste år blev et lille område over for Ørestad Bibliotek opgraderet med ny muld og insektvenlige blomster.
Forsøgene gik både ud på at forskønne området, give insekterne noget guf og se, om det overhovedet var muligt at få noget til at gro og trives på det tørre og overdækkede areal.
Metropark i fremtiden?
Drømmen om mere liv under Ørestads højbane deler grundejerforeningen med mange andre. For eksempel har Amager Vest Lokaludvalg formuleret en vision og er i gang med et projekt, der går under navnet MetroParken.
Grundejerforeningssekretariatet Ørestad deltager i dialogen med blandt andre Metroselskabet, Amager Vest Lokaludvalg og andre aktører om, hvad der skal ske med arealerne under banen i fremtiden.
Bliv klogere på visionen om MetroParken her – og glæd dig ellers til, at blomsterne titter frem i løbet af sommerhalvåret 2025.