Med valget af rødstjert er retningen for det videre arbejde med bynatur og biodiversitet på Byfælleden sat. Nu vil grundejerforeningen beslutte, hvilke tiltag der skal udføres.
Sidste år fik Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter foretaget en screening af biodiversiteten på Byfælleden, som viste, at der allerede er mange arter, som trives – og at der er potentiale til at gøre endnu mere.
“Screeningen skaber et udgangspunkt for at kunne sammenligne og dokumentere fremskridt på Byfælleden. Vi vil nemlig gerne målrette de tiltag, vi udvikler i driften, så vi kan se, om de gør en forskel. Én måde at gøre det på er ved at fokusere på en enkelt art, og med rødstjerten som “folkevalgt” fokusart har vi vores forsøgsfugl,” forklarer Jakob N. Jensen, der er driftsansvarlig i Grundejerforeningssekretariatet Ørestad.

Rødstjerten blev valgt som Arenakvarterets fokusart ved en afstemning på Arenakvarterets Naturdag.
Grobund for bedre bynatur
Rødstjerten blev valgt ved en afstemning på Arenakvarterets Naturdag.
Grundejerforeningens driftsoperatør Idverde havde på forhånd udvalgt fire arter, der er registreret i området, som kandidater til at blive såkaldt “fokusart” for kvarteret.
“Vi kunne godt selv have valgt, hvilken art vi ville fokusere på, men vi syntes, at det var mere spændende at få dem, der bruger området, med ombord i beslutningen,” siger Jakob N Jensen.
Rødstjerten slog okkergul randøje, stor humleflue og rødpelset jordbi på henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen.
Selvom både bien, sommerfuglen og fluen måtte se sig slået af den næbbede jæger, betyder det dog ikke, at de bliver glemt.
“Naturen er forunderlig, og arterne understøtter ofte hinanden. Hjælper vi jordbien, hjælper vi samtidig humlefluen, fordi den snylter på biens fødeforråd. Og synes humlefluen, at Byfælleden er et lækkert sted at være, har rødstjerten mere føde at jage,” uddyber den driftsansvarlige og fortsætter:
“Nu går vi i gang med at planlægge, hvad vi helt konkret kan gøre for rødstjerten. Jeg håber, at den i fremtiden vil få endnu mere lyst til at lufte sine fjer og rustrøde hale i Ørestad.”

Rødstjerten slog okkergul randøje, stor humleflue og rødpelset jordbi på henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen.
Tærskel til den vilde natur
Ørestad ligger klos op ad Fælledens mangfoldige natur, men mellem de høje bygninger gemmer der sig også en sprudlende bynatur.
“Man kan ikke sammenligne kvaliteten af bynatur direkte med den vilde natur på den anden side af stien, og aldersmæssigt er Byfælleden stadig i indskolingen. Men vores screening vidner om mange forskellige arter og mange udviklingstiltag, vi kan arbejde videre med,” fortæller Jakob N. Jensen og slutter:
“Vi håber, at vores Naturdag og kommende arbejde med fokusarten vil gøre endnu flere beboere nysgerrige på områdets dyr og planter. Og når man har udforsket Byfælleden, kan man gå på opdagelse på Kalvebod Fælled. I Ørestad er den vilde natur kun få skridt væk.”

Byfælleden kiler sig ind mellem bygningerne i Arenakvarteret. Foto: By & Havn
Fakta om Byfælleden
- Byfælleden er kendetegnet ved en blanding af græsland, vilde planter og vand.
- Den blev etableret i 2017-2018 for at skabe et grønt åndehul mellem klyngerne af rækkehuse og som bindeled til Kalvebod Fælled. Området dækker 16.000 kvadratmeter.
- I 2018 blev den overdraget til Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarter, som har stået for drift og udvikling lige siden.
- Bynatur kommer ikke af sig selv, men bliver passet og plejet af grundejerforeningen med øje for hygge, oplevelser, farver og ikke mindst dyr og planter.
- Flere steder er der bevaret naturlig flora og fauna fra det oprindelige fælledlandskab, mens andre steder er tilpasset med stier, broer og plateauer til ophold.
- Inden for de seneste år har Byfælleden også fået kæmpe træstammer, man kan klatre rundt på, samt en masse nye træer og buske.

Flere steder er der bevaret naturlig flora og fauna fra det oprindelige fælledlandskab, mens andre steder er tilpasset med stier, broer og plateauer til ophold. Inden for de seneste år har Byfælleden også fået kæmpe træstammer, man kan klatre rundt på, samt en masse nye træer og buske.

