Mellem bygningerne i Ørestad City gemmer der sig mange skjulte historier, og på en gåtur rundt i kvarteret kan du lære nogle af dem at kende. Nu ser fem nye “små fortællinger” dagens lys.
“Fortællinger er kulturbærende. De siger noget om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Derfor er det vigtigt at holde fast i fortællingerne, så de ikke går tabt,” siger Mia Ellgaard, der er bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad City.
Sammen med Grundejerforeningssekretariatet og resten af bestyrelsen har hun gennem årene arbejdet for at gøre oplevelser i og fortællinger om Ørestad City mere synlige – lige fra vejvisnings- og velkomstskilte til Ørestads små fortællinger, der formidler de gemte og glemte historier, der er usynlige i det daglige.
For eksempel hvordan tre kejserlinde fra Krinsen på Kgs. Nytorv kom til Ørestad i 2011.
Eller hvor “de gamle havnesten” kommer fra.
“Ørestads små fortællinger er med til at give Ørestad City en hukommelse. Det er vigtigt, at vi forankrer vores fortællinger og gør dem synlige for andre, for uden hukommelse mister vores steder deres sjæl. Du skal kunne gå dig en tur og lære kvarteret bedre et kende undervejs,” siger hun.

Til venstre: I 2012 blev en lille håndfuld kejserlinde flyttet fra Kgs. Nytorv til Ørestad. Til højre: Sidenhen har Grundejerforeningen Ørestad City anlagt det grønne område Løvtaget, hvor de overlevende kejserlinde står den dag i dag.
Fortællinger om bynatur
Nogle fortællinger bærer et historisk præg, mens andre for eksempel er med til at synliggøre grundejerforeningens tiltag for at fremme bynaturen og biodiversiteten lokalt.
Det sidste er tilfældet med flere af de nye skilte.
Finder du de nye skilte, kan du blandt andet læse om historien bag “bladtårnene”, hvorfor Ørestad har fået en plantebørnehave, og hvordan bakkerne i et nyt, grønt område er anlagt helt uden at hente jord langvejsfra.
20 fortællinger er det blevet til indtil videre. Se et kort over dem her.

I Byparken kan du blandt andet blive klogere på meningen bag døde træstammer og bladtårne i bybilledet.

