Rovfisk i søerne i Ørestad Syd. Her ser du en gedde.
Livet
i vandet
Søerne i Ørestad Syd er blandt andet hjem for gedder og aborrer. Foto: Martin Kielland

Ørestads kanaler og søer er hjem til et rigt, men skrøbeligt økosystem af fisk, smådyr og planter. Livet i vandet er stadig i udvikling og kræver derfor overvågning og pleje at holde i balance.

I Ørestad bliver kanaler og søer passet af Vandlauget.

Vandlauget har overvåget livet i vandet siden 2013 og arbejder løbende med at skabe endnu bedre betingelser for livet i vandet.

Og der har generelt tegnet sig et positivt billede.

På tværs af Ørestads kanaler og søer er bestanden og diversiteten i fiskesamfundet nemlig steget, mens flere og flere undervandsplanter er kommet til.

 

Undervandsfoto fra Universitetskanalen i Ørestad Nord viser livet i vandet.

Sådan ser livet i vand ud i Universitetskanalen ved DR Byen.

 

Forholdet mellem fredfisk og rovfisk

Ørestads kanaler og søer er ikke naturlige, men menneskeskabte anlæg med mange funktioner. For eksempel opsamler de regnvand fra tagene, hvilket sikrer bydelen mod skybrud, samtidig med at de er en vigtig rekreativ ressource for beboere og besøgende.

Men de rummer også et fiske- og planteliv i et tidligt udviklingsstadie, som er i konstant udvikling.

Undersøgelser af livet i vandet har vist, at der flere steder er for mange fredfisk som skaller og karusser i forhold til rovfisk som aborrer og gedder.

Denne ubalance fremmer væksten af planktonalger, og det er dårligt for vandmiljøet.

Hvis der er for mange fredfisk, æder de nemlig det dyreplankton, som skulle have ædt algerne.

For mange alger gør vandet uklart, så solen ikke når bunden, og vandplanterne dør.

Og det vil i sidste ende forringe vandkvaliteten.

For at skabe balance i fiskesamfundet foretager Vandlauget derfor løbende reguleringer i fiskebestanden. Én metode er at opfiske fredfisk. En anden er at sætte flere rovfisk ud.

 

Rovfisk er en vigtig del af livet i vandet i Ørestad. Her ser du en gruppe aborrer i søerne.

Aborrer i søerne i Ørestad Syd. Foto: Martin Kielland

På tværs af Ørestads kanaler og søer er bestanden og diversiteten i fiskesamfundet steget, mens flere og flere undervandsplanter er kommet til siden 2013

Fiskeri forbudt

Fordi livet i vandet kræver overvågning og pleje at opretholde, er det ikke tilladt at fiske i Ørestad.

Med én undtagelse.

Man må nemlig godt fiske i Nordre Landkanal, som løber langs med Kay Fiskers Vej og Slusevej i Ørestad City.

Det skyldes, at der ikke er noget flow mellem Nordre Landkanal og resten af Ørestads kanalsystem. Vandlauget måler dog ikke vandkvaliteten i Nordre Landkanal og anbefaler derfor ikke at spise fiskene derfra.

I søerne i Ørestad Syd er der derudover observeret karper, som ikke er sat ud af Vandlauget. Karper gør vandet mindre sigtbart ved at ruske op i bundsedimentet og bidrager derfor negativt til algevæksten. Vandlauget forsøger løbende at fiske dem op, men de er nogle snu svømmere og rigtig gode til at undvige nettene.

 

Du må gerne fiske i Nordre Landkanal, som er det naturlige vandløb, som løber langs med Slusevej i Ørestad City. Men det er også det eneste sted i Ørestad, du må fiske. Alle andre steder er det forbundt for at passe på livet i vandet.

Du må gerne fiske i Nordre Landkanal, som er det naturlige vandløb, som løber langs med Slusevej i Ørestad City. Men det er også det eneste sted i Ørestad, du må fiske. Alle andre steder er det forbundt for at passe på artsdiversiteten i fiskesamfundet.