Hundredvis af mennesker overværer båltændingen på Grønningens bålplads i Ørestad Nord.
Grønningen i Ørestad Nord er hvert år samlingspunkt for hele nabolaget, når bålet tændes til Sankthans. Foto: GFS Ørestad

Kom til Sankthans på Grønningen med bål, skattejagt og fakkeloptog

Traditionen tro inviterer Grundejerforeningen Ørestad Nord til Sankthans på Grønningen med båltænding, musik og skattejagt for de små. Arrangementet varer fra 17-19.30, er gratis og åbent for alle.

 

Foto fra Sankthans på Grønningen i 2021 med to flydende bål i kanalen og et stort bål på bålpladsen.

Der var fut i Sankthans-hyggen i 2021 med tre bål til lands og til vands. Glæd dig til at opleve samme setup i år! Foto: GFS Ørestad

BÅLTÆNDING TIL LANDS OG TIL VANDS

Hvert år den 23. juni er Ørestad Nords centrale park Grønningen samlingspunkt for hele nabolaget, når bålet tændes til Sankthans. Arrangementet er gratis at deltage i, og alle er velkomne. Tag dine børn, venner og familie med til en hyggelig aften i midsommerens tegn.

I år byder programmet på lidt af hvert. Efter aflysningen i 2020 og afviklingen i nedskaleret format i 2021 vender flere af de faste indslag nemlig tilbage.

Allerede fra kl. 17 vil der være mulighed for at tage på skattejagt i parken. Skattejagten er en fast tradition til Sankthans i Ørestad Nord, som sender børn og deres voksne ud i parken for at løse gåder. Skattekort hentes fra kl. 17 ved eventteltet i midten af parken.

Fra kl. 17.30 er der hyggelig livemusik med duoen Nanna & Peder, der spiller børnevenlige sange og underholder. Kl. 18.20 giver Ørestad Kor koncert, før mikrofonen gives videre til båltaleren. Båltalen gives i år af Peter Hybschmann fra Tietgenkollegiet.

Kl. 19.00 synger vi traditionen tro midsommervisen og andre fællessange og tænder bål. Som noget nyt i år vil der også være fakkeloptog for børn og voksne. Vi gentager successen fra sidste år og sætter fut i hele tre bål: to flydende bål i parkens smukke kanal og et stort bål på bålpladsen.

Pak picnickurven eller tager en engangsgrill med – og nyd synet, lydene og stemningen! I dagens anledning vil der være udlagt fliser på græsset, hvor man kan sætte grillbakken.

 

Sankthans på Grønningen opleves fra broen over parkens smukke kanal.

Bålet kan blandt andet nydes tæt på, fra græsset på den anden side af kanalen er fra broen. Foto: GFS Ørestad

10+ ÅR MED SANKTHANS

Vidste du, at Sankthans i Ørestad Nord er en af bydelens ældste bydelsarrangementer?

Arrangementet opstod for over 10 år siden, cirka samtidig med Søfesten i Ørestad Syd, og er bygget op over årene af grundejerforeningens bestyrelse og kvarterets beboere.

Engang fandt arrangementet sted i samarbejde med DR ovre på pladsen på August Schades Vej lige syd for DR Byen. Dengang var kvarteret præget af tomme byggegrunde og byggekraner, men i dag er der kun enkelte byggerier i gang. Siden er Sankthans flyttet ovre i parken Grønningen, som også har gennemgået en forvandling fra græsplæne til grøn oase.

Bålpladsen, som findes tæt på vandet i midten af parken, blev etableret for ca. 10 år siden netop for at have et sted at fejre Sankthans. Traditionen har holdt ved og er i dag årligt samlingspunkt for hundredvis af beboere, ansatte og studerende i hele Ørestad og omegn.

 

Sankthans i Ørestad Nord i 2012. Her blev bålet tændt ved August Schades Vej syd for DR Byen. Foto: GFS Ørestad

Sankthans i Ørestad Nord i 2012. Her blev bålet tændt ved August Schades Vej syd for DR Byen. Foto: GFS Ørestad