Grundejerforeningen Ørestad Syd har taget hul på arbejdet med at forvandle molepladsen for enden af Else Alfelts Vej. Molepladsen er sidste etape af det grønne område Skovrummet, og der er mere bynatur, opholds- og legemuligheder på vej.
Grundejerforeningen forvandler nemlig molepladsen for enden af Else Alfelts Vej til en hyggelig parkplet, og der er meget at se frem til.
“Vi ønsker os en endnu grønnere bydel. Derfor har vi glædet os til at løfte sløret for den nye moleplads. Som den er nu, indbyder pladsen ikke til ophold, og den skønne udsigt mod søerne og Fælleden bliver ikke udnyttet ordentligt. Det ændrer vi nu,” fortæller Svend Elberg Thomsen, der er bestyrelsesformand i Grundejerforeningen Ørestad Syd.

Ligesom resten af Skovrummet er molepladsen tegnet af landskabsarkitekterne BOGL, som sammen med Ørestad Syds bestyrelse og Grundejerforeningssekretariatet har valgt at prioritere tæt beplantning og aktivitetspladser ud mod vandet.
Kuperet park fra vej til vand
Projektet er sidste etape af Skovrummet, hvor visionen har været at skabe et bakket og frodigt landskab inspireret af Fælledens natur.
Sammen med Fuglelegepladsen fra sidste år forlænger molepladsen det grønne område fra Asger Jorns Allé og ned til søerne, og alle puslespilsbrikker til Skovrummet vil være lagt.

Ud over en makeover af terrænet kommer der blandt andet berlinergynger, en specialfremstillet bænk og en træponton, så man kan komme endnu tættere på vandet.
Bænke og berlinergynger
Ligesom resten af Skovrummet er molepladsen tegnet af landskabsarkitekterne BOGL, som sammen med Ørestad Syds bestyrelse og Grundejerforeningssekretariatet har valgt at prioritere tæt beplantning og aktivitetspladser ud mod vandet.
“Siden vi fik overdraget molepladsen fra By & Havn, har den været flad som en pandekage, og det udtryk bryder vi med nu,” uddyber Svend Elberg Thomsen.
Der kommer både bakker med plantedække, engblomster og flere træer til. Derudover får molepladsen også berlinergynger, et overdækket spiseområde til grill og picnic samt en træponton, så man kan komme endnu tættere på vandet.
“Jeg glæder mig personligt til at se udsigten fra berlinergyngerne. Her kommer man til at kunne få sig en gyngetur med en af Københavns bedste udsigter,” slutter bestyrelsesformanden.
Arbejdet er i gang og forventes afsluttet i sommeren 2026.

Molepladsens udtryk er i dag domineret af en flad græsplæne.
Fakta om Skovrummet
- Grundejerforeningen Ørestad Syd er bygherre, mens Grundejerforeningssekretariatet Ørestad styrer projektet.
- Skovrummet er tegnet af landskabsarkitekterne BOGL.
- Grundejerforeningen har siden 2016 arbejdet med at realisere helhedsplanen for Ørestad Syd, som blev til i samarbejde med beboere.
- Siden første etape af Skovrummet i 2018 har foreningen plantet op mod 1.500 træer i det grønne område, der også er indrettet med broer over vandrenden, flytbare møbler og bænke, der er skræddersyet til de ovale rum.
- Arbejdet med at forvandle molepladsen forventes at være afsluttet i sommeren 2026.

Skovrummet på Else Alfelts Vej før og efter grundejerforeningens tiltag.
