Ørestad Nord er afgrænset af Njalsgade i nord, Grønjordsvej i Syd, Ørestads Boulevard i vest og Amagerfælledvej i øst. Luftfoto: By & Havn

Vær med i samtalen om Ørestad Nord

Ørestad Nord er ikke længere et kvarter i voksealderen. Det er et fuldvoksent byområde, og der er mange veje at gå herfra. Vær med i samtalen; svar på et kort spørgeskema og hjælp bestyrelsen i grundejerforeningen med at sætte en ny retning for kvarteret.

Ørestad Nord er et broget bykvarter med erhverv, uddannelsesinstitutioner og boliger, hvor studerende og unge bor side om side med børnefamilier og pensionister. Siden de første beboere flyttede ind i 2004, og området var præget af pionerånd, er kvarteret vokset. I dag rummer det ca. 3.000 beboere, 8.000 arbejdspladser og 15.000 studerende.

“Det er helt utroligt, hvor meget kvarteret har udviklet sig fra den første spæde start med få byggerier til i dag, hvor kvarteret summer af liv mellem husene, på de store fællesarealer og omkring kanalerne,” siger Pernille Toft, der er bestyrelsesformand for Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter.

I Ørestad Nord er det Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter, som ejer og driver fællesarealerne. Foreningen har siden 2012 fulgt en ambitiøs strategiplan for området og er nu i mål.

So, what’s next?

Det er helt utroligt, hvor meget kvarteret har udviklet sig fra den første spæde start med få byggerier til i dag, hvor kvarteret summer af liv mellem husene, på de store fællesarealer og omkring kanalerne
Pernille Toft, bestyrelsesformand for Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter

I løbet af de sidste ti år har grundejerforeningen udviklet kvarterets centrale park, Grønningen, fra græsplæne til grønt åndested. Med din hjælp vil foreningens bestyrelse lægge en plan for den fortsatte udvikling af fællesarealerne. Foto: GFS Ørestad

HVAD SKAL PRÆGE LIVET MELLEM BYGNINGERNE?

Inden længe er alle kvarterets byggegrunde solgt og bebygget, og grænserne til nabokvartererne og resten af København bliver mere og mere flydende.

“Selv om vi er en bredt sammensat bestyrelse med repræsentanter fra både boligforeninger og erhverv, kan vi ikke tænke os til eller gætte, hvad andre i Ørestad Nord sætter pris på og håber for kvarterets fortsatte udvikling,” fortæller Pernille Toft.

Derfor vil grundejerforeningens bestyrelse gerne forme en ny strategi- og udviklingsplan for Ørestad Nord. Og bestyrelsen har brug for dine input til den næste fase af byudviklingen.

Vi håber, at rigtig mange, som har deres daglige gang i Ørestad Nord, har lyst til at give deres besyv med. Alle svar giver os værdifuld info, vi kan bruge fremadrettet
Pernille Toft, bestyrelsesformand for Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter

SVAR PÅ ET KORT SPØRGESKEMA

Hvad synes du, skal præge byudviklingen og livet mellem bygningerne? Hvordan ser du fremtiden for kvarteret? Det er nu, du har mulighed for at få indflydelse på bydelens fremtid.

“Vi håber, at rigtig mange, som har deres daglige gang i Ørestad Nord, har lyst til at give deres besyv med. Det tager ikke mange minutter at besvare vores korte spørgeskema, og alle svar giver os værdifuld info, vi kan bruge fremadrettet,” slutter bestyrelsesformand Pernille Toft.

– og hjælp grundejerforeningen med at sætte en ny retning for kvarteret! Dine input har stor værdi for det videre arbejde, da det jo er dig og kvarterets andre brugere, der opholder sig og færdes her. Det er muligt svare indtil den 17. december.

Vi trækker lod blandt svarene om lokale præmier.

Gå videre til spørgeskemaet.

Information: Spørgeskemaet er nu lukket for besvarelser. Tak til alle, der har taget sig tid til at svare!