Ørestads fire store grundejerforeninger havde fulde huse ved årets fire julearrangementer fra Grønningen i Nord, over Byparken i City til Crowne Plaza i Arenakvarter og kirken i Syd.
Tak til alle, der deltog i grundejerforeningernes arrangementer og var med til at byde julen indenfor i Ørestad. Det har været en fornøjelse igen i år at opleve, hvor mange der bakker op om traditionerne i bydelen.
Også tak til vores samarbejdspartnere, der alle bidrog til julefesterne: Mest af alt, All About A, Aggerbæk & Jepsen, Kirken i Ørestad, Marionetteatret ‘Marias lille æsel’, Bella’s Coffee Lab, Andersen Bakery, Folkedanser Trioen, Crowne Plaza og, ja, han var der også, Julemanden!
Se nogle af højdepunkterne nedenfor.
Juleknas i Kirken i Ørestad Syd

Servering af risengrød og æblegløgg til Grundejerforeningen Ørestad Syds julearrangement i Kirken i Ørestad.

Gløgg og grød var begge populære.

Julemusik med Aggerbæk & Jepsen.

All About A havde en hyggelig lanterneworkshop med.

Og så var der marionetteater med forestillingen ‘Marias lille æsel’.

Både store og små fandt marionetteatret betagende.

Arrangementet sluttede med lystænding langs kanalen på Robert Jacobsens Vej.
Lystændingsfest i Byparken

Julearrangementet i Byparken er populært, og mange kom på starttidspunktet for at sikre sig nogle af julegodterne.

Grundejerforeningen Ørestad City stod klar med 600 juleboller og uanede mængder æblegløgg – og alt blev udsolgt!

Indenfor i teltet var der bl.a. arrangeret julekoncert og folkedans.

Folkedans satte gang i floor.

men pludselig dukkede Julemanden op i teltet …

… hvilket udløste et kollektivt urskrig fra de mange fremmødte børn, der måtte kunne høres i Dragør.

Arrangementet i Byparken sluttede traditionen tro med fælles nedtælling til lystænding.
Julehygge på Grønningen i Ørestad Nord

I år fandt Grundejerforeningen Ørestad Nords julearrangement sted i området omkring bålpladsen på Grønningen.

Maria Bruun havde i dagens anledning lavet hjemmelavet ablegløgg og bagt fadevis af honninghjerter, der alle blev revet væk.

Imens fyldte Aggerbæk & Jepsen parken med alle tiders bedste julesange.

Indenfor i teltet sad mange og lavede søde julelanterner med All About A.

Op mod 200 mennesker deltog i arrangementet. Det er mange flere end tidligere år, hvor det har fundet sted i Tietgenkollegiets festsal.

De hjemmelavede lanterner, der blevet kreeret under arrangementet, spillede hovedrollen i den afsluttende lanternevandring.

Og så blev lyset tændt i det flydende juletræ i kanalen.
Julekram og -krea i Arenakvarteret

Grundejerforeningen Ørestad Arenakvarters julearrangement var den sidste af årets julefester, hvor mange gæster bl.a. fordybede sig i at lave søde julekort.

Bag julekort-workshoppen stod scenograf Maria Bruun aka Mest af alt. Mon ikke der er en del, der blive ekstra glade for deres julekort i år?

Traditionen tro fandt grundejerforeningens julehygge sted i Crowne Plazas smukke og småtropiske atrium.

Her nød aftenens omtrent 350 gæster gløgg, varm chokolade og så mange æbleskiver, de kunne rumme.

Undervejs dukkede Julemanden op og sang og dansede med børnene. Han fik også et hjemmelavet julekort med hjem til Fru Julemand.

Ørestads-favoritterne Aggerbæk & Jepsen spillede julesange, som både store og små kunne synge med på.

“Glædelig jul,” ønskede Julemanden alle på vej ud ad døren. Og en glædelig jul skal det nok blive.