Som den sidste af de store grundejerforeninger i Ørestad har også Ørestad City afviklet den årlige generalforsamling. Her gjorde bestyrelsen status over sidste års drift og udvikling – og løftede sløret for en ny strategi, som sætter retningen for de kommende års arbejde.
Og der blev valgt medlemmer til bestyrelsen, som består af:
- Mia Ellgaard (E/F Copenhagen Golfpark) – formand
- Henrik de Gier (Skanska A/S) – næstformand
- Bettina Lange (KLP Ejendomme)
- Thue Stahl (E/F Ørestadshuset)
- Peter Thøgersen (E/F V-Huset)
- Janek Gram (Field’s A/S) – suppleant
- Mette Nicolaisen (Ørestad Skole, Københavns Kommune) – suppleant
Fra venstre: Peter Thøgersen, Thue Stahl, Mia Ellgaard, Henrik de Gier, Janek Gram, Mette Nicolaisen.
Bynaturen voksede
På generalforsamlingen indledte formand Mia Ellgaard med bestyrelsens beretning for 2024, som blandt andet bød på to store anlægsprojekter.
“Sidste år startede forvandlingen af Byparkens sydøstlige hjørne, som er i overensstemmelse med den helhedsplan, som vi har fået lavet for år tilbage, og som vi skridt for skridt etablerer. Derudover gik vi i gang med Bellahusparken, som er er Ørestad Citys ældste lommepark, og et grønt løft var tiltrængt. Vi er i gang med at opgradere parken til et mere intimt rum. Begge områder åbner i juni,” fortalte hun.
I efteråret blev der plantet 275 træer og 5.600 buske på tværs af de to parkområder, mens alt den opgravede jord blev genanvendt som bakker i landskabsdesignet.
“Et andet højdepunkt var, at vi fik tilladelse af Metroselskabet til at udvide vores forsøg med blomster under metrobanen. Vi har gode erfaringer fra tidligere og fortsatte derfor arbejdet. Resultaterne er allerede synlige,” fortsatte bestyrelsesformanden.

Byparken Sydøst dengang og nu.
Arrangementer tiltrækker byliv
Traditionen tro blev grundejerforeningens julearrangement i Byparken endnu en gang trækplaster for store og små.
“600 juleboller fra Andersen Bakery blev revet væk, mens Bella’s Coffee Labs æblegløgg blev udsolgt, og Amager Folkedansere fik så mange til at danse, at det var lige før, taget lettede. Vi er glade for, at julehygge og lystænding er blevet så fast en tradition i Ørestad City, og det er en fornøjelse at kunne samarbejde med lokale erhvervsdrivende om forplejningen,” fortalte Mia Ellgaard.
Derudover støttede grundejerforeningen en række events, som havde til formål at fremme bylivet i Ørestad City.
“Fastelavnsfest i Byparken nærmer sig traditionsstatus, og i sommeren 2024 var Sivegaden langs kanalen centrum for Københavns Længste Loppemarked, som med over 400 loppestande, musik og underholdning viste tusindvis af københavnere, hvad Ørestad også kan,” uddybede hun.
Musikfestivalen Hørestad, Ørestad Sound & Science Festival og udstillingsstedet for kunst SIMIAN udgør resten af de projekter og initiativer, som Ørestad Citys bylivspulje støttede i 2024.

Julearrangementet i Byparken sluttede traditionen tro med lystænding.
Det skete også i 2024
I 2024 har Grundejerforeningen Ørestad City derudover bidraget til bydelen ved at:
- Udvide Ørestads små fortællinger, der formidler gemte og glemte historier i byrummene og online
- Deltage i Copenhagen Light Festival for fjerde år i træk
- Udsmykke Byparken, Sivegaden og andre byrum med vinterlys i de mørke måneder
- Indgå i samarbejdet omkring et Business Improvement District-forløb for lokale erhvervsdrivende
- Udså insektvenlige blomsterfrø flere steder, hvor der før bare var grus
- Udføre cykeloprydning på tværs af foreningens grønne områder og private fællesveje
- Markere 20-året for de første beboere i Ørestad med en fotokonkurrence og -udstilling i samarbejde med blandt andre By & Havn og de andre grundejerforeninger i bydelen
- Opsætte ramper fire steder på Edvard Thomsens Vej for at give cyklister bedre krydsningsmuligheder til og fra Byparken

Lysværket TETRA var udstillet i Byparken under Copenhagen Light Festival 2024.
Det sker i 2025
Mia Ellgaard berørte afslutningsvis, hvad det næste år har at byde på for beboere og besøgende i Ørestad City.
“I 2025 er der allerede sket meget. Vi har deltaget i årets Copenhagen Light Festival med et vidunderligt værk i Byparken, og for at gøre plads til blomster og give træerne bedre betingelser for at vokse har vi som et forsøg fjernet nogle af fliserne i det, vi i daglig tale kalder Sivegaden. I gruset har vi sået blomsterfrø, som forhåbentlig vil spire og blive til farverige planter i løbet af sommeren,” fortalte bestyrelsesformanden.
Erfaringerne fra forsøget vil grundejerforeningen bruge i sit videre arbejde med at forbedre byrummene i Ørestad City.
I juni indvier foreningen Byparken Sydøst og Bellahusparken, som er blevet færdige, og senere på året vil bestyrelsen lægge sidste hånd på foreningens strategiplan for de næste fem år, som en arbejdsgruppe og Grundejerforeningssekretariatet har arbejdet på.
Grundejerforeningen har derudover genoptaget arbejdet med den langsigtede projektering af Sivegaden.
Efter formandens beretning blev de indkomne forslag gennemgået og sat til afstemning, inden der var valg til bestyrelsen og valg af revisor.
Du kan læse bestyrelsens beretning på siden her, hvor referatet også bliver lagt, når det er underskrevet.
For at gøre plads til blomster og give træerne bedre betingelser for at vokse har grundejerforeningen som et forsøg fjernet nogle af fliserne i Sivegaden og sået blomsterfrø i stedet.