Specialist i smådyrsliv har undersøgt Ørestads kanaler og søer, og især ét fund skiller sig ud: En ny art dværgrygsvømmer er nemlig fundet for første gang i Danmark.
“Det er ikke hver dag, man som biolog finder noget, der viser sig ikke at være fundet før,” siger Kim Pless-Schmidt, der står bag virksomheden AkvaKim I/S.
Arten er fundet i Ørestads kanaler og søer, som ikke er naturlige, men menneskeskabte vandområder. Kanalsystemet – med kanaler gennem hele bydelen og søer i syd – er nemlig først og fremmest anlagt til at håndtere regnvand og på den måde beskytte bydelen mod oversvømmelser.
“Derfor er det ret utroligt, at de også rummer så meget liv. Vi har før fundet en sjælden art, men denne gang rummer undersøgelsen også en helt ny art,” siger Kim Pless-Schmidt.
Sammen med biologer fra Rambøll hjælper han Ørestad Vandlaug med at overvåge livet under vandoverfladen – nærmere bestemt smådyrslivet, som indbefatter fluer, myg, vandmider, snegle, biller og alt andet, der nærmest er usynligt for os mennesker.

AkvaKim og Vandlauget undersøger mikrolivet i den Landskabelige Kanal i Ørestad Nord.
Både sjældne og helt nye arter
Vandlauget undersøger smådyrslivet for at afdække kanalernes og søernes økologiske tilstand og artsdiversitet. Undersøgelsen har derudover til formål at give Vandlauget et praj om, hvad der skal til for at opretholde eller forbedre betingelserne for livet i vandet.
“I år har vi haft næsten alle Ørestads kanaler og søer under lup, og det har været en spændende opgave med mange interessante fund,” fortæller Kim Pless-Schmidt.
I alt er der fundet cirka 160 forskellige smådyr, herunder den sjældne, rødlistede snudebille Bagous longitarsis, som også blev observeret i 2023 og nu har spredt sig til flere kanaler, samt den nye art, som er observeret for første gang i Danmark lige netop i Ørestad, nemlig: Plea cryptica.
“Det er første gang, arten er fundet i Danmark, og femte gang i min karriere, at jeg kan registrere en helt ny art for landet. Det er jeg utrolig glad og stolt over,” uddyber Kim Pless-Schmidt.
Den sjældne snudebille, som har spredt sig til flere steder i Ørestad, har god adgang til føde i form af vandplanten tusindblad, som er udbredt i bydelen. Dværgrygsvømmeren nyder sandsynligvis godt af samme plante.

Plea crypticus er observeret for første gang i Danmark lige netop i Ørestad – nærmere bestemt den Landskabelige Kanal i Ørestad Nord. Foto: Johan Kjær Prehn
Arbejde med vandmiljøer giver pote
Fundet vækker også begejstring hos Pia Vannacci Elnif, der er sekretariatsleder i Vandlaugets og grundejerforeningernes fælles sekretariat i Ørestad.
“Det er megafedt, at Ørestads kanaler og søer også er hjemsted for sjældne og nye arter. Selvom man ikke kan se det med det blotte øje, er det utroligt, hvor meget liv der gemmer sig i vandet. I Ørestad er det ekstra specielt, fordi den primære årsag til, at vi har så meget vand, er teknisk – nemlig til afledning af regnvand. At det så også betaler sig at arbejde målrettet med at skabe gode betingelser for planter og dyr er virkelig fascinerende,” siger hun og fortsætter:
“Med de forskellige målinger bliver vi hele tiden klogere og kan forfine vores arbejdsgange og metoder, men der er stadig meget, vi ikke ved. Jeg glæder mig derfor til at følge udviklingen og er spændt på, hvad der mon dukker op næste gang.”
Fundet af dværgrygsvømmeren er en lille del af en større undersøgelse af smådyrslivet i Ørestads kanaler og søer, hvor en samlet rapport er under udarbejdelse.

Den Landskabelige Kanal, hvor den bugter ved Tietgenkollegiet. Foto: Martin Kielland
Fakta om undersøgelsen
- Ørestad Vandlaug holder løbende øje med, hvordan livet i vandet har det. Det foregår blandt andet med målinger i bydelens kanaler, søer og vandløb samt fiskeoptællinger med nogle års mellemrum.
- I samarbejde med AkvaKim og Rambøll har Vandlauget siden 2023 undersøgt smådyrslivet i størstedelen af Ørestads kanaler og søer.
- I 2025 er der indsamlet prøver i foråret og efteråret, så undersøgelsen dækker begge sæsoner.
- Der findes ikke en metode eller et indeks til at undersøge den type menneskeskabte kanaler og søer, der er i Ørestad. Til undersøgelsen er der derfor anvendt et indeks lavet til naturlige søer og vandløb, som godt kan påvirke den samlede score. Det svarer for eksempel lidt til at sammenligne en naturlig savanne med en menneskeskabt zoologisk have.
- En samlet rapport for undersøgelsen er under udarbejdelse og bliver offentliggjort her, når den er færdig.

Ud over mikrolivet undersøger Vandlauget blandt andet også fiske- og plantelivet i Ørestads kanaler og søer. Foto: Rambøll
