Hovedkanal City i Ørestad er frosset til, men isen er ikke sikker.
Er isen
sikker?

Selv om temperaturerne når under frysepunktet, og isen på Ørestads kanaler og søer kan se indbydende ud, er det ikke sikkert at begive sig ud på den. Men hvorfor egentlig, og hvad skal der til for, at der må åbnes skøjtebaner?

Det er smukt, når vinteren tager over og lægger en hvid dyne over Ørestad.

Udødelige vinterklassikere som kælke og snemænd gør sit indtog, og for mange får de tilfrosne kanaler og søer det til at klø i fødderne.

“Det kan være fristende at træde ud og skøjte rundt på isen, når den ser stabil ud, og man ser andre gøre det. Men det er forbudt og kan være meget farligt,” siger Kim Jansen, der er driftsleder i Ørestad Vandlaug.

 

Intet skilt? Så er isen usikker

Der gælder samme regler i Ørestad som i resten af Københavns Kommune.

Nemlig at isen skal måle mindst 16 centimeter, før den kan vurderes som sikker, og at det kun er tilladt at færdes på den, når det er tydeligt skiltet, at man gerne må.

Er der intet skilt, er færdsel på isen altså ulovligt og farligt.

Men selv om isen er 16 centimeter tyk, er det ikke ensbetydende med, at der bliver sat skilte op og åbnet skøjtebaner. Det er nemlig ikke kun isens tykkelse, der er afgørende for sikkerheden.

 

Snemand på frossen sø i Ørestad Syd. Det er ulovligt og farligt at gå på isen på Ørestads kanaler og søer, når der ikke er tydeligt skiltet, at isen er sikker.

De fleste steder i Ørestad kan Vandlauget aldrig garantere for sikkerheden på isen. Der er nemlig udløb fra bygningerne til de fleste kanaler og søer, som gør, at vandet ikke “ligger stille” under isen.

Hver vinter får vi henvendelser fra håbefulde børn og voksne, der gerne vil skøjte på vandet i Ørestad. Men de fleste steder er der udløb til kanalerne og søerne, der gør, at vi aldrig vil kunne garantere for folks sikkerhed
Kim Jansen, driftsleder i Ørestad Vandlaug

Udløb gør isen usikker

Ud over en tykkelse på mindst 16 centimeter skal det frosne vand også “ligge stille” for at blive godkendt til færdsel. Det betyder, at Vandlauget ikke kan garantere for isens sikkerhed, hvis der er udløb eller rindende vand under den.

“Hver vinter får vi henvendelser fra håbefulde børn og voksne, der gerne vil skøjte på vandet i Ørestad. Men de fleste steder er der udløb til kanalerne og søerne, der gør, at vi aldrig vil kunne garantere for folks sikkerhed,” fortæller Kim Jansen.

I Ørestad bliver alt regnvand fra tagene nemlig ledt direkte til bydelens kanaler og søer. Det unikke kanalsystem forhindrer oversvømmelser ved skybrud, mens grundejerforeningerne kan genanvende regnvandet til at vande planter og træer i hele bydelen.

Det er unikt, fremsynet og praktisk – men desværre ikke skøjtevenligt.

Men når det er bidende frost, og der ligger sne på tagene, er der vel ikke udløb til kanalerne?

“Så simpelt er det desværre ikke. Selvom det er iskoldt, kan sne og is smelte i en anden takt omkring en bygning. Vejret skifter også en del, og temperaturen går op og ned. Når det så for eksempel regner, og når sneen på tagene smelter, bliver vandet ledt til vores kanaler og søer. Det betyder, at optøet sne blander sig med vandet under isen,” forklarer driftslederen.

 

Skøjtebane mulig ét sted

Men ét sted i Ørestad er der ikke udløb.

“Ingen regel uden undtagelse,” siger Kim Jansen med et glimt i øjet og slutter:

“Der er et enkelt sted i Ørestad, hvor der ikke er udløb fra nogen bygninger. Det er den Landskabelige Kanal i den ende, som munder ud på Amager Fælled vest for Ørestads Boulevard. Her måler vi derfor løbende isen.”

Den Landskabelige Kanal er den kanal, som snor sig igennem Grønningen i Ørestad Nord og videre ud på Amager Fælled, hvor der også er en populær kælkebakke. Her kan der blive åbnet for færdsel, hvis isen er tyk nok.

Sker det, sætter Vandlauget skilte op, så ingen er i tvivl.

 

Skøjtebane på Den Landskabelige Kanal. Hvis du ikke kender Den Landskabelige Kanal, så er det den kanal, som snor sig igennem Grønningen i Ørestad Nord, munder ud på Amager Fælled, og hvor der syd for Grønjordsvej er en populær kælkebakke. Her kan der fremover blive åbnet op for færdsel, hvis isen er tyk nok.

Midlertidig skøjtebane på den Landskabelige Kanal ved kælkebakken. Her kan der blive åbnet for færdsel, hvis isen er tyk nok.